Nyt lægecenter på vej i Fredericia
Byggeri | Af Torben Jastram |
Det 2.200 kvadrameter store center til forskellige aktører i sundhedssektoren er udviklet af Maycon.
Fredericia får nu et helt nyt, moderne lægecenter, som opføres med henblik på at give faggrupper indenfor sundhedssektoren mulighed for at flytte ind et sted, hvor de og deres patienter kan drage fordel af de forskellige kompetencer, som hver især byder ind med i fællesskabet.
Lægecenteret opføres på grunden overfor det nye boligområde i Nymarksparken i Fredericia.
Ifølge Maycon ejendomsudvikling bliver byggeriet velegnet til praktiserende læger, speciallæger, psykiatere, psykologer, tandlæger, fysioterapeuter, kiropraktorer, diætister, apotekere og lignende. Måske vil fysioterapeuter også kunne se en fordel i at supplere deres måske både før- og efterbehandlinger ved etablering af en form for fitnessområde i det nye Lægecenter.
Desuden er det også planen at etablere et drive-in-apotek.
Ønske om mere plads
Ideen til at opføre Fredericia Lægecenter fik projektudvikler Bjarne Mayland sammen med et team hos Maycon efter at være blevet opmærksom på, at mange unge læger har et udtalt ønske om at etablere sig i større enheder i stedet for at skulle åbne en solopraksis.
- Også mange allerede etablerede læger i små praksisser går med et ønske om at få plads til at ansætte en ekstra læge for dermed også at kunne hjælpe flere patienter. Mulighederne er mange, og vi er lydhøre overfor potentielle lejeres ønsker til indretning. Jo hurtigere vi kommer i forbindelse med hinanden. Jo større indflydelse kan lejerne få på indretningen, siger Bjarne Mayland.
Lægecenteret bliver på 2.200 kvadratmeter og indrettes i to plan, hvorfor der selvfølgelig etableres elevator.
- Der bliver fleksible indretningsmuligheder, som tager højde for, at det skal være let at etablere forskellige former for fællesskab både for enkeltmandspraksis og kompagniskabspraksis. Ønsket om at leve op til et bæredygtigt byggeri bliver synligt i det materialevalg, vi har projekteret med, siger Bjarne Mayland.
Byggeriet forventes at stå klar til indflytning i 2021/22.