Danica Ejendomme henter ny direktør hos ATP
Der er skiftedag i toppen hos de danske ejendomsforvaltere Danica og ATP.
Det bliver Michael Nielsen, tidligere mangeårig administrerende direktør i ATP Ejendomme, som bliver ny administrerende direktør i Danica Ejendomme.
Michael Nielsen afløser Andre Scharf, som har valgt at skifte til et nyt job i netop ATP Ejendomme - dog som investeringsdirektør. Michael Nielsen begynder som ny administrerende direktør i Danica Ejendomme 1. maj 2020.
Vi glæder os over at have fået en stor og erfaren kapacitet som Michael Nielsen til at stå i spidsen for Danica Ejendomme.
Administrerende direktør Ole Krogh Petersen
Danica Pension
- Vi glæder os over at have fået en stor og erfaren kapacitet som Michael Nielsen til at stå i spidsen for Danica Ejendomme. Danica Ejendomme står overfor en spændende periode med færdiggørelsen af en række store boligudviklingsprojekter, og vi er sikre på, at Michael er den rigtige til at sikre, at vi leverer attraktive ejendomme, der udvikler de byer og områder, de er en del af, og som samtidig bidrager til attraktive afkast til vores pensionskunder, siger administrerende direktør i Danica Pension Ole Krogh Petersen, der tilføjer, at Michael Nielsen allerede har et stort kendskab til Danica Ejendomme gennem sin plads i bestyrelsen.
- Jeg ser frem til at bringe mine kompetencer og erfaringer i spil i Danica Ejendomme. Danica har en af de mest spændende ejendomsporteføljer på markedet med stor betydning for samfundet og de mange pensionskunder, siger Michael Nielsen.
Michael Nielsen afløser Andre Scharf, som har valgt at skifte til et nyt job som investeringsdirektør og medlem af direktionen i ATP Ejendomme.
- Andre Scharf har leveret en stor og god indsats i sine otte år ved Danica Ejendomme. Jeg forstår til fulde, at han har lyst til at prøve nye udfordringer, og vi ønsker ham alt det bedste i sin nye stilling i ATP, siger Ole Krogh Petersen.