Fynsk firma brækker nakken på Brexit
Den 60 år gamle virksomhed Total Døre og Vinduer er begæret konkurs. Øget konkurrence på markedet og Brexit bærer skylden, siger direktør.
Virksomheden Total Døre og Vinduer på Fiskeløkken i Munkebo er begæret konkurs. Det siger ejer Morten Blomstrøm i dag til fyens.dk.
Han nåede at sidde i spidsen for firmaet i små to år, inden konkursbegæringen blev indgivet, og de 20 medarbejdere må søge arbejde andetsteds.
Morten Blomstrøm peger på hård konkurrence og britisk politik som årsagen til konkursen.
- Vi har ikke haft den styrke og det omdømme, der skulle til i markedet, der er hårdt og konkurrencepræget, siger han til fyens.dk og føjer til:
- Vores allerstørste kunde valgte at opsige samarbejdet, der nok stod for et sted mellem 20-25 procent. Og så har hele Brexit gjort, at nogle af vores konkolleger har vendt øjnene endnu mere på deres hjemmemarked, hvilket har skærpet konkurrencen utroligt meget de seneste år. Derudover ser vi fusioner i branchen, som endnu engang er med til at skærpe konkurrencen og presse markedet.