Skjøde bygger bæredygtige domiciler i Odense til 300 millioner
Arkitektur | Af kras |
Den fynske entreprenør Skjøde vil med nye domicilbyggerier i Odense sætte et bæredygtigt aftryk i den fynske hovedstad. Ordren har en værdi på over 300 millioner kroner, og man går efter DGNB Guld.
Behovet og efterspørgslen på moderne, bæredygtige kontorbyggerier er i høj kurs i disse år. Ikke mindst i Odense, hvor entreprenørvirksomheden H. Skjøde Knudsen frem mod 2022 skal sætte sit aftryk på den bæredygtige dagsorden med to markante domicilbyggerier i erhvervsområdet Cortex Park. Byggerierne bliver på henholdsvis 11.500 og 5500 kvadratmeter.
Ordren på de to byggerier med flerbrugerkontorer har en samlet værdi på mere end 300 millioner kroner. Den er udviklet i samarbejde med pensionsselskabet PFA.
Efter halvandet års udviklingsarbejde kan Skjøde nu sætte gang i opførelsen af de to ejendomme.
- Bygningerne bliver indrettet til at være domicil for flere virksomheder. Det har været en spændende udviklingsproces sammen med PFA og ankerlejerne i den største af de to kontorbygninger, og vi kan alle glæde os over resultatet, siger Allan Nielsen, administrerende direktør i Skjøde.
Han tilføjer, at man bygger efter at få bygningerne DGNB-certificeret til guld.
Bæredygtigt byggeri vinder frem
De to byggerier tilgodeser en stigende efterspørgsel blandt danske virksomheder, der ønsker at dele kontorer og faciliteter såsom kantine og mødelokaler, forklarer Allan Nielsen og understreger, at der er tale om en markant ordre for den fynske entreprenør.
- Med en samlet værdi på over 300 millioner kroner frem mod 2022, er der tale om en særdeles god ordre - men vi tror ikke, at der er tale om en enlig svale. Interessen for den her type byggerier er meget stor, og vi forventer flere af den slags ordrer i de kommende år, siger Allan Nielsen.
På linje med andre store byer i Danmark oplever Odense i disse år en positiv udvikling, og det er da heller ikke tilfældigt, at PFA har valgt Skjøde som entreprenør på de kommende domicilbyggerier i Cortex Park.
- Vi kender jo PFA særdeles godt fra vores fælles ejerskab af boligområdet Gartnerbyen, som også er beliggende i Odense. De ved, hvad vi står for og omvendt, så vi har på forhånd et solidt fundament for samarbejdet omkring de to nye byggerier, understreger Allan Nielsen.