Kandidater efterlyses til Aluminium Byggepris 2020
Erhverv | Af Torben Jastram |
Hvem skal have priserne for årets bedste byggeri og projekt i aluminium? Kandidater kan indstilles frem til 15. december.
Aluminium er et populært materiale, som bliver brugt på mange måder. Med de to priser ønsker Alufacadesektionen i Dansk Byggeri og Aluminium Danmark i Dansk Industri, som står bag priserne, at hylde kreative aluminiumsprojekter.
- Aluminium er et spændende materiale at arbejde med. Særligt når man bruger det til facader, kan man lave helt særlige arkitektoniske udtryk samtidig med, at byggeriet er funktionelt, siger Jesper Salling Nielsen, branchechef for Alufacadesektionen i Dansk Byggeri.
To forskellige priser
Hovedprisen 'Intelligent og innovativ anvendelse af aluminium' bliver uddelt til et byggeri, der blandt andet har en god arkitektur med et funktionelt design, en intelligent og innovativ brug af aluminium, og som har indtænkt faktorer som energieffektivitet og indeklima.
Ekstraprisen hylder et godt initiativ, et projekt, ny forskning, en lys ide eller andet, som kan bidrage til at udvikle alufacadebranchen og alufacadeprodukter i en bæredygtig retning. Ekstraprisen bliver uddelt til studerende eller dimittender, fx ingeniører, bygningskonstruktører, arkitekter eller lignende.
- Vi opfordrer branchen i bredeste forstand til at komme med forslag til gode kandidater. Det kan fx være en studerende, som har et godt bud på, hvordan man kan bruge aluminium på en ny måde. Det er bare med at indstille de gode projekter, siger chefkonsulent Jim Hansen fra Aluminium Danmark i DI.
De to priser bliver uddelt på Alufacadesektionens temadag den 30. januar 2020 på Hindsgavl Slot, og man kan indstille projekter her.