Her er de nominerede til Energiforum Danmarks Innovationspris
Energi | Af Torben Jastram |
Kunstig intelligens, byggemateriale af svampesporer og en hybridløsning, der sikrer godt og energieffektivt indeklima er på tale til prisen.
Formand for Energiforum Danmark Lars Thygesen kigger med tilfredshed på de tre nominerede til foreningens Innovationspris. Det drejer sig om:
- LivingBetter's kombination af et ventilationsvindue og en varmepumpe, der sikrer godt og energieffektivt indeklima.
- Søren Jensen A/S's mycelliummateriale, et byggemateriale dyrket på affald og svampesporer.
- IT-løsningen AI-styret indeklima, der ved hjælp af bygningsdata, sensorer og kunstig intelligens løbende optimerer bygningsdriften til lavere energiforbrug og klimaaftryk med et godt indeklima.
Vi har fået mange interessante og visionære bud. De tre nominerede lever alle på fineste vis op til prisens kriterier; de bidrager til at fremme den grønne omstillingen gennem en ny ide, et nyt produkt eller koncept. Det glæder mig, at de tre nominerede taler ind i to vigtige trends i branchen. Dels indeklimadebatten som fylder mere og mere i bygningsdriften og energioptimeringen, og dels behovet for at finde byggematerialer med lavere CO2-aftryk og mere bæredygtige kredsløb. Jeg er meget spændt på hvilken af de tre løsninger, der løber med sejren, siger Lars Thygesen.
Energiforum Danmarks bestyrelse har udvalgt de tre nominerede. Vinderen af Innovationsprisen bliver udvalgt på Netværkskonferencen 2019, som løber af stablen d. 7. november i B&Ws gamle pladeværksted på Refshaleøen.
Fra affald til biomateriale
Søren Jensen A/S og udviklingsteamet bag Fra affald til biomateriale, er ved at udvikle et cirkulært byggemateriale med lavt CO2-aftryk af affald, der fx kan erstatte træbeton og mineraluld og spånplader og bruges som isolering, indervægge og akustikpaneler.
Materialet dyrkes ved at lade myceliet vokse et tætpakket netværk i bioaffald (f.eks. ubehandlet og behandlet træ, have-park affald og tekstil). Slutproduktet er et bionedbrydeligt stærkt, let, isolerende, formbart, samt vand- og brandafvisende materiale. Løsningen er et resultat af innovationskonkurrencen "Circular Construction Challenge", som Realdania udskrev i 2018.
LivingBetter
LivingBetter er en hybridløsning, hvor synergien mellem to kendte løsninger - det intelligente ventilationsvindue og en udsugningsvarmepumpe udnyttes og styres optimalt.
De intelligente ventilationsvinduer forsyner boligen med konstant frisk forvarmet luft. I boligen etableres aftræk fra forurenede rum fx køkkenet og badeværelset. Herefter opsamler IKMs udsugningsvarmepumpe aftræksluften, og leverer ventilation, varmt brugsvand og centralvarme til bygningen. Denne proces sker kontinuerligt over hele døgnet. Varmepumpen udnytter hermed energien i luften og sikrer det gode indeklima i boligen.
AI-styret indeklima
Vitani Building Controls koncept AI-styret indeklima kombinerer velafprøvede IoT-sensorer med kunstig intelligens i skyen.
Den selvlærende kunstige intelligens sammenholder vejrprognoser med bygningens reaktioner. Hermed tages der højde for den klimamæssige påvirkning, som fx vind og vindretning giver i forhold til bygningens klimaskal, vinduesplaceringer og areal. Bygningens eksisterende CTS-system justeres automatisk to gange i timen til bygningens behov med afsæt i en 24 timers lokal vejrudsigt.
På den måde kan systemet forudsige hvornår bygningen enten skal opvarmes eller nedkøles, ud fra de indeklimakrav bygningen er opsat til. Efterhånden som den kunstige intelligens lærer bygningens termiske kapacitet at kende over tid, vil bygningers energiforbrug kunne reduceres med 15 til 30 procent - og i nogle tilfælde mere.