Malermestre uddeler penge for veludført job
Prisen for godt malerarbejde er klar til at blive uddelt påny.
Går naboen bare roser sin maler i skyhøje toner, var det måske en idé at opfordre ham til at nominere samme maler til årets "Pris for godt malerarbejde".
Danske Malermestre er nemlig klar til igen at honorere et veludført job. Roserne går til mester, mens kunden løber med 25.000 gode kroner. Og mulighederne for at deltage i konkurrencen er mange; om det er hele huset fra kælder til kvist, en lille lejlighed i midtbyen eller tre stuer en suite, som har fået det glatte lag, er ikke så afgørende. Det er det færdige arbejde - farverne og materialerne - som Danske Malermestre belønner.
Eneste krav for at deltage i konkurrencen om det flotteste malerarbejde er, at det er udført af en rigtig maler. Men næsten ligeså vigtigt som malearbejdet, er det samarbejde, der har været mellem maler og kunde.
Tidligere er Prisen for godt Malearbejde blandt andet gået til en villa fra 1930'erne i Aalborg-forstaden Hasseris, til en hestestald i Nordsjælland, der blev ombygget til privatbolig og til en højloftet lejlighed tæt på centrum i Odense. Fælles for projekterne er, at der i samarbejde med maleren var kælet for detaljerne og med omhu valgt flotte tapeter og karakterfulde farver.