Lidt flere lærlinge i gang i byggeriet
Antallet af lærlinge, der er i gang med en erhvervsuddannelse i branchen, er steget fra 14.000 i juni sidste år til 14.500 juni i år. Det svarer til en stigning på 3,4 procent.
- Det er positivt, at der nu er 500 flere lærlinge i gang i bygge- og anlægsvirksomhederne end sidste år. De seneste år har vi oplevet en stigning i antallet af uddannelsesaftaler, og det er den, vi nu kan se i de nye tal fra Undervisningsministeriet, siger underdirektør Louise Pihl, Dansk Byggeri.
Færre elever har søgt praktikplads
Antallet af nye uddannelsesaftaler, der er indgået i første halvår, er dog knap seks procent lavere end i samme periode sidste år.
- Vi følger naturligvis udviklingen i nye praktikpladsaftaler nøje. Der kan være mange årsager til, at der i år er indgået færre aftaler end sidste år. En af de væsentligste årsager er, at antallet af elever, der søger praktikplads, er faldet. Og det har naturligvis indflydelse på hvor mange aftaler, der bliver indgået, siger Louise Pihl.
Tømreruddannelse, som er den største inden for bygge- og anlægsfagene, er af de uddannelser, hvor der i år har været færre elever ude at søge praktikplads. Men lige før sommerferien stod 675 tømrerlærlinge alligevel uden praktikplads.
- Det er alt for mange. Men forhåbentlig har rigtig mange af dem her hen over sommeren fundet en praktikplads. Jeg vil opfordre virksomhederne til endnu engang at overveje, om de har plads til en lærling mere, siger Louise Pihl.
Færre i skolepraktik
Dansk Byggeri er dog glad for, at der i slutningen af juni var færre lærlinge i skolepraktik end sidste år på samme tid. Antallet af skolepraktikelever ligger i år cirka 15 procent under sidste år.
- Det er godt, at der er færre i skolepraktik. Men det skyldes primært, at der er færre elever. Og det bekræfter, at der er al mulig grund til at fortsætte arbejdet med at få flere unge til at vælge en erhvervsuddannelse inden for bygge- og anlægsbranchen. Vores virksomheder har brug for dem både nu og de kommende mange år, siger Louise Pihl.