Første aftaler underskrevet i byggepartnerskab - en milliard i pipeline
KAB's byggepartnerskab, der blev indgået med syv aktører partnere i forsommeren, har nu fået det officielle navn "&os Byggepartnerskab".
- Lige nu arbejder vi i to spor: Projektsporet, hvor de første byggeaftaler netop er skrevet under, og det buldrer derud af med kontraktuelle diskussioner. Derudover arbejder vi koncentreret med udviklingssporet, hvor vi skaber de processer og standarddokumenter, som '&os byggepartnerskabet' skal arbejde ud fra i de kommende år.
Sådan fortæller Ulrik Steen Jensen, byggeudviklingschef i KAB om de travle dage på det fælles partnerskabskontor i KAB's domicil på Havneholmen.
- Over de næste måneder rykker flere og flere medarbejdere fra de otte forskellige partnerskabsvirksomheder ind på kontoret og en afgørende del af udviklingssporet er at skabe en fælles, tillidsbaseret arbejdskultur, siger han.
Officielt navn til fællesskabet
- Netop fællesskabstankegangen er grundlaget for partnerskabets nye officielle navn &os Byggepartnerskabet. Vi ønskede et navn, der netop signalerer fællesskab, og som alle kan genkende sig selv i - et navn der også signalerer partnerskab til de boligorganisationer, vi bygger for sammen med KAB. Hensigten er, at navnet ses og forstås i sammenhæng med bygherrerne i KAB-fællesskabet. Så man f.eks. kan sige 'SAB &os' eller 'Sydbo &os', siger Kim Thinggaard, Enemærke & Petersen og projektdirektør i byggepartnerskabet.
Tidlig rådgivning giver sunde projekter
Lige nu kigger partnerskabet ind i projekter for en milliard kroner - og for Kim Thinggaard er det guld værd at komme så tidligt ind i arbejdet med den store portefølje:
- I partnerskabet får vi muligheden for at arbejde som rådgivende entreprenører i disse helt spæde faser, og vi kan bygge en tillid op. Her kan vi få det indblik i hinandens interesser, som erfaringsmæssigt gør, at vi ender med økonomisk sunde projekter, der afleveres til tiden og er af god kvalitet, siger han.
KAB's Ulrik Steen Jensen ser frem til at udvikle samarbejdet over den næste årrække:
- I KAB byder vi ind med stor erfaring som bygherre i den almene sektor og vores partnere arbejder i høj grad baseret på erfaring med partnerskab - de kender rutinerne med at arbejde i processer og de reaktionsmønstre, der opstår i samarbejdet. Men samtidigt er de nysgerrige og åbne overfor vores erfaring og vil gerne skabe et partnerskab 2.0 indenfor almene boliger, siger han.