Sjusk med skolebyggeri til 100 millioner
I Tønder har man formået at starte et større byggeri på en grund, som faktisk ikke tilhører kommunen.
En gang i mellem er det godt nok at dobbelttjekke formodninger. Det må man sande i Tønder Kommune, hvor en sag fra Skærbæk har været i risiko for at ende som en regulær molbo-historie.
Her har kommunen påbegyndt opførelsen af en ny skole med et samlet budget på godt 100 millioner kroner uden faktisk at have tjekket ejerfoholdene for det jordstykke, hvor byggeriet er placeret. Havde man foretaget en gennemgang, havde man nemlig fundet ud af, at grunden var ejet af det fondsejede feriecenter; Skærbæk Centret. Det skriver jv.dk.
Der er dog lys i mørket for kommunens budgetlæggere. Fericentret har indvilliget i at afstå jorden til kommunen for blot en krone. Hvorfor den favorable pris, melder historien dog ikke noget om. Men borgmester Henrik Frandsen (V) udtaler til Jyske Vestkysten, at: "Der er fundet en god løsning".
Han anser ikke den opståede situation som "en stor katastrofe".