Erfaren topchef ny formand hos Pihl & Søn og LM Byg
Erhverv | Af Torben Jastram |
Entreprenørselskaberne har fået Jesper Koefoed som ny bestyrelsesformand. Den tidligere bestyrelsesformand i EY skal være med til at tage begge succesfulde virksomheder til næste niveau.
LM Byg A/S samt Pihl & Søn A/S får ny bestrelsesformand i skikkelse af Jesper Koefoed, som er tidligere adm. direktør og bestyrelsesformand i EY Danmark. Han erstatter Lars-Christian Brask, som efter henholdsvis seks år og tre år som bestyrelsesformand i de to entreprenørselskaber har valgt at stoppe.
Carsten Mindegaard, stifter og hovedaktionær i Pihl & Søn A/S og ejer af LM Byg A/S, glæder sig til samarbejdet.
- Vi er utrolig glade for at kunne byde Jesper Koefoed velkommen som bestyrelsesformand. Han er en yderst kompetent profil og med sit store kendskab til branchen og baggrund inden for erhvervslivet er det et perfekt match. Han skal i et tæt samarbejde med bestyrelse og direktion være med til at løfte virksomhederne til næste niveau og blive bygherrens foretrukne samarbejdspartner. Med ham som bestyrelsesformand forstærker vi vores i forvejen meget stærke hold, siger Carsten Mindegaard, der i samme ombæring takker den afgående formand for indsatsen.
- Vi har været glade for samarbejdet med Lars-Christian, og der skal lyde en stor tak for hans indsats. Sammen med resten af holdet har han nået de aftalte mål, og som planlagt tager vi nu det næste skridt sammen med Jesper, siger Carsten Mindegaard.
Skiftede tirsdag
Det planlagte formandsskifte skete på generalforsamlingen tirsdag, og Jesper Koefoed udtrådte som partner og bestyrelsesformand hos EY d. 30. juni.
Jesper Koefoed har haft centrale ledelsesroller i rådgivningsbranchen i mere end 15 år og har rådgivet en række af landets største selskaber. Han glæder sig nu til at bruge sine kompetencer som bestyrelsesformand i de to virksomheder, der har travlt på mange af landets byggepladser.
- Pihl & Søn A/S og LM Byg A/S er to veldrevne og spændende selskaber, og jeg er stolt over at blive en del af dem. Jeg glæder mig til at bidrage, så vi kan fortsætte og forstærke de gode takter. LM Byg har altid været en specialiseret og lønsom virksomhed, og Pihl & Søn A/S har markeret sig som et bæredygtigt og stærkt entreprenørselskab, som mange vil være en del af, og derfor oplever begge også stor interesse, siger Jesper Koefoed.