Aarhus' stadsarkitekt forlænges med endnu et år
Arkitektur | Af tra |
Stephen D. Willacy har fået forlænget sin åremålsansættelse således, at han bliver på posten frem til udgangen af 2020
25. juni 2012 blev Stephen ansat på en fem-årig åremålsansættelse. Ansættelsen blev i juli 2017 forlænget med to år til udgangen af 2019, og er nu altså blevet yderligere forlænget.
En åremålsansættelse kan maksimalt være på i alt ni år, hvorefter der skal være et fornyet opslag. Med forlængelsen af den nuværende åre-målsansættelse bliver der bedre tid - i lyset af ny organisering i Teknik og Miljø sommeren 2018 og justeret i 2019 - til at vurdere, hvordan den fremtidige rolle for stadsarkitektembedet skal se ud. Eksempelvis Odense og Aalborg har organiseret sig med andre modeller.
En forlængelse muliggør desuden, at en række igangværende projekter, som rækker ind i 2020, kan afsluttes under ledelse af den nuværende stadsarkitekt.
- Vi har været utrolig glade for Stephens Willacys indsats gennem mange år. Og i stedet for at sætte en ny ansøgningsrunde i gang, har vi valgt at benytte hans kompetencer i yderligere et år - som vi har mulighed for - og samtidig få lidt ekstra tid til at overveje, om vi skal organisere os på samme måde fremover, siger rådmanden for teknik og miljø, Bünyamin Simsek.
Magistraten har godkendt forlængelsen af Stephen Willacys ansættelse.