Det mener din organisation om regeringens planer
Politik | Af Mathias Hansen |
Der er vidt forskellige meninger til den røde bloks fremtidige planer. Dagens Byggeri giver dig et overblik.
Efter 20 dages forhandlinger blev det endelig gjort klart tirsdag aften. Mette Frederiksen bliver ny statsminister med en socialdemokratisk regering bag sig og med Radikale Venstre, SF og Enhedslisten som støtte.
De fire partier har udformet en aftaletekst ved navn "Retfærdig retning for Danmark", hvori den politiske retning står.
Det har fået de forskellige organisationer i bygge- og anlægsbranchen til at reagere. Derfor giver Dagens Byggeri dig her et samlet overblik over, hvor parterne står.
Dansk Byggeri
Hos Dansk Byggeri glæder man sig over, at arbejdsudbuddet skal øges. Til gengæld er både arveskatten, der planlægges at blive sat op fra fem til 15 procent ved generationsskifte i en familieejet virksomhed, noget, der ifølge brancheorganisationen kommer til at ramme dansk erhvervsliv.
Men det absolut største problem er, at aftaleteksten er for ukonkret i forhold til finansiering.
3F
Ifølge Fagforbundet 3F er der næsten ikke så meget som en lille dråbe blæk, der er sat forkert på aftalen.
Der er glæde over, at man vil inddrage arbejdsmarkedets parter i spørgsmålet om udenlandsk arbejdskraft, mens der også er ros til udsigterne om flere unge i arbejde og færre ledige.
Til sidst er der stor glæde at spore i Mette Frederiksens udtalelser om, at den differentierede pensionsalder bliver en hovedopgave for Socialdemokratiet. Det til trods for, at Radikale Venstres Morten Østergaard ikke genkender et flertal i folketingssalen.
- Jeg er meget tilfreds med, at Mette Frederiksen igen har understreget, at det bliver en hovedopgave for den nye regering at arbejde for differentieret pension. Man har tidligere bebudet en dialog med arbejdsmarkedets parter om en model for dette, og det arbejde ser vi frem til i 3F, siger formand Per Christiansen.
IDA
Ingeniørerne er lykkelige over udsigten til et stort fokus på klimaområdet. Det efterlader store roser til aftaleteksten.
Derudover har foreningen også givet tre forslag til elementer i regeringens klimaplan. Her skal kommunerne spille en central rolle i energieffektiviseringer i bygningsmassen, midlerne til grøn forskning og demonstrationsprogrammer skal øges, mens samspillet mellem energiforsyning og transport skal være essentielt for den grønne udvikling.
- Det er sød musik i vores ører, at den nye regering sætter turbo på den grønne omstilling med en så ambitiøs aftaleplan på klima- og energiområdet. Det lover godt, når regeringen allerede det førstkommende folketingsår vil fremlægge et forslag til en klimalov med bindende delmål og bindende langsigtede mål. Det har vi ønsket længe og matcher fuldstændig meget af det, vi har presset på for, siger Thomas Damkjær Petersen, der er formand for Ingeniørforeningen, IDA.
Tekniq Arbejdsgiverne
Hos Tekniq Arbejdsgiverne er de grønne ambitioner i aftaleteksten det største plus.
Men arbejdsgiverorganisationen er noget skeptisk over den samlede aftales ordlyd. Også her er det den manglende finansielle konkretisering, der er problemet. Her kalder man det "politisk forståelse uden finansiering".
- Der står for meget om, hvordan Danmark skal bruge pengene og for lidt om, hvor de skal komme fra. Det er som om, at den kommende regering tror, at væksten kommer af sig selv. Men det gør den ikke, siger Niels Jørgen Hansen, der er administrerende direktør i Tekniq Arbejdsgiverne.
Danske Malermestre
For malerne er udsigten til en større mængde udenlandsk arbejdskraft et plus, da branchen ellers ikke vil kunne håndtere den aktuelle fremgang i aktiviteten.
Her ser man dog i stedet en noget mere kritisk vinkel på aftaletekstens grønne dagsorden, da man er bekymret for, at ambitionerne på området er så store, at det kommer til at gå ud over både vækst og velfærd. Og så vil de fremtidige skattestigninger være et problem. Især den forventede stigning i arveskat bliver et problem.
- Desværre har man allerede bebudet, at arveskatten på generationsskiftet i familieejede virksomheder bliver sat op fra fem procent til 15 procent, og det er ren gift for de mange familieejede virksomheder i Danmark, fastslår Ole Draborg, der er direktør i Danske Malermestre.
BAT Kartellet
BAT Kartellet kalder aftaleteksten for en god start. Klimaet, der er den største del af aftaleteksten, samt udsigten til flere i uddannelse og flere praktikpladser er ifølge kartellet den vigtigste del af aftalen. Omvendt mangler BAT viden om adgangen til udenlandsk arbejdskraft. I aftaleteksten står der, at der skal være bedre mulighed for at tage udenlandsk arbejdskraft. Kartellet søger konkretisering.
- Et punkt som skal afklares, er adgangen til udenlandsk arbejdskraft. Her skal det ske på almindelige danske løn- og arbejdsvilkår, og virksomhederne skal have lærlinge for at komme under ordningen. To gode forudsætninger, men der skal en styrket kontrolindsats til overfor de virksomheder, der anvender udenlandsk arbejdskraft i store mængder. Man må dog forstå indsatsen som noget, der skal foregå indenfor EU-landene, siger Gunde Odgaard, der er sekretariatschef i BAT Kartellet.
SMV
Til sidst i denne gennemgang står SMVDanmark, der ser mange gode takter for de små- og mellemstore virksomheder.
Her er det blandt andet positivt, at omprioriteringsbidraget, hvor der skal skæres i de kommunale budgetter hvert år, skal fjernes, mens også energirenoveringen af offentlige bygninger er et positivt element. Til gengæld frygter organisationen, at man i den røde blok ikke helt ved, hvor finansieringen skal komme fra.
- Men overordnet set kan vi være noget bekymrede for, hvor pengene til de mange initiativer skal komme fra. Erhvervslivet er nævnt med meget få ord i aftalen, hvilket er et problem, da det er vækst og udvikling i erhvervslivet, der skal sikre velstanden og midlerne til de mange serviceløft af den offentlige service, der stilles i udsigt, siger formand Niels Techen.