Nu kan der indstilles til Det Bæredygtige Element
Den grønne omstilling har aldrig været mere aktuel, og nu kan du være med til at synliggøre dem, der går forrest i bæredygtighedens tegn og indstille din favorit til Det Bæredygtige Element 2019.
Building Green og InnoBYG sætter igen i år fokus på en ildsjæl og et produkt, når Det Bæredygtige Element 2019 uddeles på Building Green til efteråret. Og bæredygtighed er højt på dagsorden - både i byggebranchen og i samfundet, hvor netop klimaet og den grønne omstilling har fået stor opmærksomhed, ikke mindst i den netop overståede valgkamp.
I byggebranchen er bæredygtighed og grøn omstilling ikke nye begreber, men det bliver de ikke mindre aktuelle af, ifølge Marianne Meyer Jakobsen, netværksleder i InnoBYG.
- Bæredygtighed er kommet for at blive og bygge- og anlægsbranchen spiller en central rolle i Danmarks grønne omstilling og kampen for klimaet. Måske netop i år er opmærksomheden omkring Det Bæredygtige Element endnu mere nødvendig end før - for vi har brug for de gode eksempler, både ildsjælene og produkterne, hvis vi skal lykkes med at accelerere den grønne omstilling, siger Marianne Meyer Jakobsen.
Produktprisen åben for alle
Det er en yderst kompetent fagjury, som vurderer de mange indstillinger til prisen. Som noget nyt i år kan man indstille alle relevante produkter til Produktprisen, og det er således ikke sikkert, at prisen går til en udstiller på Building Green.
Det Bæredygtige Element uddeles på Main Stage på Building Green den 30. oktober 2019. De to priser - en personpris og en produktpris - uddeles til hhv. en særlig person og et nyskabende produkt, som har gjort en forskel, inspireret branchen og været et eksempel til efterfølgelse.