Cobe brager derudad
Arkitektur | Af tra |
Det danske arkitektfirma har haft endnu et år med stor vækst på alle fronter, viser den nyligt offentliggjorte årsrapport.
Arkitektvirksomheden Cobe har siden grundlæggelsen i 2006 været kåret som Gazelle virksomhed af Børsen hele fem gange.
Den pris modtager man kun, hvis omsætningen i særdeleshed sprinter derudad, og det gør den i den grad stadig for arkitektfirmaet. Den senest offentliggjorte årsrapport for 2018 viser, at firmaet er vokset med 30 procent på medarbejdersiden og 40 procent på bundlinjen. Mere konkret er medarbejderstaben fra 2017 til 2018 steget fra 86 til 111 ansatte, og resultatet før skat er gået fra 6,7 millioner kroner til 9,2 millioner. Administrerende direktør Nina Mathisen uddyber:
- Vi er tilfredse med udviklingen i 2018 og står nu midt i 2019, hvor den gode udvikling fortsætter. Vi oplever fortsat vækst og vil bruge den positive energi til at specialisere os endnu mere blandt andet indenfor bæredygtighed, byplanlægning og kontor- og kulturbyggeri, siger hun.
Ny vind
Cobe har siden seneste regnskab taget turen fra ApS til A/S. Derfor er fokus nu også rettet yderligere mod udlandet, lyder det.
I 2018 og 2019 har man realiseret en lang række prestigefyldte projekter, der tæller det prisvindende Adidas Halftime som er et nyt konferencecenter med medarbejderrestaurant og showroom i den verdenskendte sportsvirksomheds hovedkvarter i Tyskland.
- Vi har et øget internationalt fokus, men bliver også ved med at lave nye projekter i København og resten af Danmark. København er fortsat vores hjemsted og en vigtig del af vores brand. Vi ønsker at eksportere de bæredygtige løsninger, vi har udviklet her i København til resten af verdens byer, siger Nina Mathisen.
Oversøisk har Cobe blandt andet været beskæftiget med tre boligprojekter i Toronto i Canada, ligesom der er store projekter i gang i både Køln, Hamborg, München, Paris, Stavanger, Tampere, Bremen og Malmø.