Garvet robotpar investerer i fynsk byggerobot
MiR-grundlægger Niels Jul Jacobsen sætter penge i nyt dansk roboteventyr, nemlig den stemmestyrede robot Amigo, som gør byggeri op til tre gange hurtigere ved at skære materialer fra gipsplader til fliser ud via stemmekommando.
- Vi tror på både robotten Amigo, som gør byggeri hurtigere og tømrerens arbejde sjovere, og på Peter Hartvigsen, som har fået det udviklet.
Sådan siger Niels Jul Jacobsen, CSO og grundlægger af Mobile Industrial Robots. Han har sammen med hustruen sin, Charlotte Hybschmann Jacobsen, direktør i Hybsch Connect Holding investeret i startuppen Kobots - Voice Responsive Robotics.
Robotten skærer pladen præcist ud. Det reducerer tidsforbruget, mindsker spild, øger sikkerheden og styrker arbejdsmiljøet.
Direktør Peter Hartvigsen
Kobots
- Vi er ikke i tvivl om, at det her bliver endnu en stor international succes fra Odense, supplerer Charlotte Hybschmann Jacobsen.
Ved at give håndværkerne nem stemmestyring af præcisionsskæring kan hastigheden øges markant på både små og store byggeprojekter. På europæisk plan udgør markedet for byggeri i sig selv over 5,5 milliarder kroner. Målet for Kobots er at opnå en markedsandel på minimum fem procent indenfor et år.
Reder arbejdsmiljøet
De fleste tømrere ved, at montering af gipsplader går hurtigt, indtil man støder på en dør eller et rør - og det gør man ofte. Derfra går det langsomt med normalt to tømrere i makkerpar, hvor én står ved stakken af plader og skærer til efter mål givet fra den anden, som monterer. Det er den proces, der kan effektiviseres. Og med plusser for arbejdsmiljøet oveni.
- Robotten skærer pladen præcist ud. Det reducerer tidsforbruget, mindsker spild, øger sikkerheden og styrker arbejdsmiljøet, siger Peter Hartvigsen, der er direktør i Kobots. Han bliver i virksomheden.
Et testforløb, som man har foretaget i samarbejde med studerende fra Syddansk Universitet og Designskolen i Kolding, viser, at Amigo opnår op mod tre en halv gange hurtigere udførelse. Dermed kan en tilskæringsopgave, der normalt tager seks timer, nu klares på maksimalt to timer. Ved montering af tagvinduer, døre og brandinddækninger er der endnu mere tid at hente, lyder det.
Dirigeres med stemmen
Tilskæringsrobotten Amigo består af en mobil ramme og en værktøjs-adapter til forskellige typer vinkelslibere, overfræsere, dyksave og lignende samt et avanceret stykke software med talegenkendelse og -gengivelse.
Hver tømrer bærer et headset, så han har hænderne fri til at måle op og montere. Amigo spørger løbende efter de oplysninger, den skal bruge. Den siger for eksempel: "side?", "top?", "bund?" eller "angiv mål". Tømreren styrer robotten verbalt med 25 til 50 forudbestemte svar og talrækken, og talegenkendelsen er særligt udviklet til brug på dansk, så misforståelser og fejl helt kan undgås.
- At styre en computer med stemmen er helt almindeligt i USA, hvor 80 procent af alle google-søgninger fra tablet og telefon bliver indtalt. Det er den teknologi, vi læner os op ad og er sikker på, at det også bliver hverdag at snakke med sin maskine eller pc i danmark, siger Peter Hartvigsen, som de sidste 15 år drevet tømrervirksomhed. Han har yderligere tre nye stemmestyrede produkter til byggeriet på vej.