Wille skal kæmpe for klarhed
Erhverv | Af Hans-Henrik Lærke |
Når den nye topchef sætter sig til rette i Teknik- og Miljøforvaltningen i København er klarhed og orden på to-do-listen. Forårets fortovssag spøger i baggrunden.
Der står oprydning på jobbeskrivelsen for 46-årige Søren Wille, der 1. august bliver ny administrerende direktør i Københavns Teknik- og Miljøforvaltning. Forårets fortovs-fadæse afslørede, at cirka 4.000 grundejere i Københavns indre by, på Christianshavn samt dele af Nørrebro og Vesterbro havde betalt voldsom overpris for, at kommunen vedligeholdt deres fortove. Det kostede forvaltningsdirektør Pernille Andersen jobbet.
Historien er ikke ukendt for Søren Wille.
Jeg vil arbejde benhårdt, så borgere og borgmester oplever en ordentligt og lydhør organisation, hvor der er styr på tingene.
Kommende administrende direktør
Søren Wille
- København er en fantastisk by, som jeg vil arbejde for at fortsætte udviklingen af, men der venter også en opgave med at skabe klarhed. Organisationen skal trimmes, og borgerne skal kunne have tillid til os, siger han.
Hans forgængers fald skyldtes netop, at Teknik- og Miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL) ikke mente, der herskede "tilstrækkelig klarhed om arbejdsgangene i forvaltningen".
Benhårdt arbejde
Det er først efter sommerferien, at Søren Wille sætter sig til rette i direktørstolen. Derfor mener han, det er for tidligt at sige, hvordan han konkret vil gå til opgaven.
- Men jeg kommer med 20 års erfaring fra centraladministrationen, hvor jeg har været med til at skabetydelige beslutningsgange, siger han og forsikrer, at han går til opgaven med forventning og begejstring:
- Jeg glæder mig til at tage fat på arbejdet. Jeg vil arbejde benhårdt, så borgere og borgmester oplever en ordentligt og lydhør organisation, hvor der er styr på tingene.
Søren Wille ser frem til at møde ledere og medarbejdere i forvaltningen og høre deres input til, hvordan organisationen kan forbedres.