Aarhus-opkøb koster på bundlinjen hos norske Link
Den danske del af forretningen går i minus med 4,6 millioner kroner, og det er ikke tilfredsstillende, lyder det.
Der er økonomi i bæredygtig samfundsarkitektur. Det vidner årsregnskabet for tværskandinaviske Link Arkitektur om.
Det norske arkitektfirma, der i slutningen af 2016 overtog Aarhus Arkitekterne, opnåede i 2018 et samlet overskud på 13 millioner norske kroner efter skat. Det gode resultat skyldes især en række succesfulde opgaver inden for skandinavisk sundhedsarkitektur og bæredygtigt boligbyggeri.
Vores strategiske retning er klar, og vi sluttede 2018 med en fyldt ordrebog, så forventningerne til 2019 er positive.
Administrerende direktør Kirsten Anker Sørensen
Link Danmark
Link, der har 16 tegnestuer i Skandinavien og hovedsæde i Oslo, har haft et travlt og begivenhedsrigt 2018. I Danmark har året blandt andet været domineret af større projekter som opførelsen af Dansk Center for Partikelterapi ved Det Nye Universitetshospital i Skejby, tilbygning og ny helhedsplan for Hvidovre Hospital, Alssund-kollegiet i Sønderborg, Lidls nye hovedkontor på Godsbanen i Aarhus og det store boligbyggeri på Fyrkildevej i Aalborg.
Af større aktuelle projekter i Danmark er Link fornylig blevet udvalgt til at stå for en omfattende opgave med at modernisere Hærens materiel- og mandskabsfaciliteter, ligesom virksomheden har tegnet vinderprojektet Forum, som er sidste etape i udvidelsen af Aarhus Universitetshospital.
Integration er dyrt
Årets regnskab er dog samtidig tynget af, at det stadig koster tid og penge at integrere Aarhus Arkitekterne, som Link Arkitektur købte i slutningen af 2016. Derfor ender året isoleret set for den danske del af virksomheden med et minus på 4,6 millioner danske kroner efter skat. Alligevel ser administrerende direktør Kirsten Anker Sørensen lyst på fremtiden.
- Vores strategiske retning er klar, og vi sluttede 2018 med en fyldt ordrebog, så forventningerne til 2019 er positive. Vi er godt i gang med at slå vores navn fast som en kompetent og bæredygtig samfundsbygger i Danmark, og det er også er den retning, vi skal bygge videre på i fremtiden, siger hun.
Koncernstrategien bygger blandt andet på, at den danske afdeling råder over unikke kompetencer inden for hospitalsbyggeri og i udarbejdelse af arkitektkonkurrencer, som hele den nordiske organisation har nydt godt af i 2018. Flere store projekter i Norge er således vundet på baggrund af de kompetencer, som den danske afdeling har kunnet tilbyde.
- I 2018 fortsatte vi processen med at integrere de 87 medarbejdere fra Aarhus Arkitekterne i virksomheden. Derudover endte vi med ikke at vinde et par større projekter, som vi var gearet til at skulle håndtere. Den slags kan ses på bundlinjen, som ikke er tilfredsstillende i 2018, siger Kirsten Anker Sørensen.