Øland hæver bundlinjen i nyt regnskab
Byggebranchen vækster, og så gør Øland det samme, mener direktøren.
Øland har præsenteret det, de selv kalder for et flot regnskab. Det skriver ventilations- og isoleringsleverandøren i en pressemeddelelse.
Virksomhedens resultat før skat er steget fra 10,5 millioner kroner i 2017 til 17,1 millioner kroner i det aktuelle regnskab i 2018, mens egenkapitalen er steget fra 53,6 millioner kroner til 66,9 millioner kroner.
Selv fremhæver Øland de gode forhold og den store aktivitet i byggebranchen som en af årsagerne, hvor virksomheden har nydt godt af den vækst, hele byggebranchen oplever.
- Produktionen har det sidste år kørt non-stop, og særligt oplever jeg, at vores optimeringsprojekt med Dansk Industri i vores produktion i Aabenraa har været en game-changer for effektiviteten. Vi har fået flere ordrer eksekveret på samme antal hænder, samtidig med at vores medarbejdere er blevet gladere. Og når vi så samtidig befinder os i et gunstigt marked, er det klart, at det har givet et kæmpe løft også i regnskabet med en meget lean produktion, siger Carsten Madsen, direktør i Øland.
Ny satsning
Øland har tilføjet nye komponenter til ventilation og isolering, og firmaet regner med, at væksten fortsætter i 2019.
- Vi har altid arbejdet på at rekruttere de bedste og skarpeste folk. Den bedste pris og bedste kvalitet er standard, det er viden og rådgivning rundt om produktet, som markedet kræver i dag. Samtidig blev 2018 for alvor året, hvor vi igangsatte planen om at gå fra en virksomhed, der sælger komponenter til at sælge systemer og løsninger. Selvom det er vigtigt hele tiden at dygtiggøre sig på sit eget felt, skal man ikke være bange for at udvide, hvor det er muligt, siger Carsten Madsen.
Fremover skal Øland være systemleverandør i stedet for komponentleverandør, og virksomheden har allerede i 2019 opkøbt specialistvirksomheden Uniq Comfort, der var den danske forhandler af litauiske Komfovent.
- Hvis vi fortsat ønsker at vækste, er vi nødt til at ligge nye lag på vores forretning. Der er stadig flere oplagte markeder, hvor vi har væsentlig plads til forbedring. Vi har mange kunder, der efterspørger blandt andet aggregater, og den efterspørgsel skal vi naturligvis imødekomme. På den måde er ingenting ændret, fra vi startede tilbage i 1981. Det der driver os, er stadig viljen til at gøre en forskel for kunderne, siger Carsten Madsen.