Kirkbi: Løs akustik-udfordringen i træbyggeri
Erhverv | Af Thøger Raun |
Det er ikke pris, indeklima eller facade, der er det vanskelige, lød det fra Lego-ejerens repræsentant på Build in Wood.
Det er de færreste, der har penge at bygge for i samme omfang som Lego-ejer Kjeld Kirk Christiansen.
Men selv om den danske legetøjsmagnats nye hovedkontor i Billund er dyrere pr. kvadratmeter end den gennemsnitlige kontorbygning - hvor meget vides ikke - er det en god investering. Det forklarede seniorkonsulent i Kirkbi Christian Nørgaard, der holdt oplæg på andendagen af Build in Wood.
Vi har reduceret CO2-forbruget ved byggeri til 16 procent af en normal bygning i beton og stål.
Seniorkonsulent Christian Nørgaard
Kirkbi
- Vi har reduceret CO2-forbruget ved byggeri til 16 procent af en normal bygning i beton og stål. Det viser vores beregninger, og det går rigtig fint i spænd med vores målsætning om at være bæredygtige.
Han uddybede, at der var tale om en konservativ livscyklus-beregning, hvor genbrug af materialerne ikke var indregnet.
Lyden af træ
Men akustikken har været en større udfordring end forventet. En udfordring man ikke er lykkes med at løse fuldt ud i Billund, og noget man arbejder videre med.
- Hvis vi kan løse den udfordring, kan vi i den grad konkurrere med almindelige byggematerialer, lød det fra Christian Nørgaard.
Han erklærede fra hovedscenen, at udfordringerne ved træbyggeri også omfatter overflade og samlinger, men at det i tilfældet i Billund var blevet løst på fornem vis af samarbejdspartnerne Schmidt Hammer Lassen Architects og Søren Jensen Rådgivende Ingeniører.
- For at bygge i træ, skal man virkelig bygge godt, og det har vores samarbejdspartnere gjort, men vi er interesseret i at dele viden. Så hvis I skal bygge i tømmer, er I velkommen til at kontakte os, sagde han.