Bjarke Ingels pusler med ny schweizisk installation
Arkitektur | Af tra |
Under 3daysofdesign fra 23. til 25. maj står Bjarke Ingels (BIG) og Simon Frommenwiler (HHF) bag et nyt projekt på den Schweiziske Ambassade i Danmark.
Der er arkitektonisk stjerndrys over den schweiziske ambassade, når man slår dørene op til 3daysofdesign 23.-25. maj.
Her præsenterer arkitekterne Bjarke Ingels (BIG) og Simon Frommenwiler (HHF) nemlig et lille projekt, som er en multifunktionel, social installation kaldet "Puzzle House" til ambassadens unikke have ved kysten i Hellerup.
Projektet er en del af ambassadens program Architecture in Residence (AiR), der gennem skiftende projekter siden 2017 har bidraget til at styrke forbindelserne mellem danske og schweiziske arkitekter, arkitektskoler og producenter fra byggeindustrien.
Puzzle House er et multifunktionelt objekt, der består af en række individuelle elementer, der sammen danner et hus. Separat kan hvert af elementerne fungere som siddeelementer. Man kan opnå en lang række forskellige siddescenarier til gruppediskussioner, events eller offentlige taler. Når elementerne vendes om på siden, kan de også fungere som vindbarrierer eller afgrænsninger til forskellige gruppeaktiviteter.
Bjarke Ingels og Simon Frommenwiler deltager i en offentlig talk på den Schweiziske Ambassade som en del af et vedkommende talk- og debatprogram. Kunstneren Bjørnstjerne Christiansen fra Superflex deltager i samtalen. Moderator er arkitekt og Tv-vært Ane Cortzen.
Foredraget foregår lørdag 25. maj fra klokken 15.30 til 16.30.