Blockchain kan revolutionere byggebranchen
Erhverv | Af Louise Gregersen |
En ny teknologi, der primært er kendt fra kryptovalutaer, vinder frem. Der være gevinster at hente for byggeriet, mener HD Lab.
- Der er mange, der ved lidt om det, men der er ikke så mange, der ved så meget om det.
Sådan indledte HD Lab-direktør Niels Falk sit oplæg hos Bloxhub i København om teknologien blockchain.
Man kan lave alt på blockchain, men vi plejer at sige, at man skal spørge sig selv, om det vil blive bedre end i et Word-dokument.
Direktør Niels Falk
HD Lab
Mange kalder det for "det nye internet", fordi det er en teknologi, der spås til at være epokegørende på mange måder.
Database med spilleregler
Men hvordan kan den danske byggebranche bruge blockchain, og hvilke gevinster er der i at bruge det?
Det er nogle af de spørgsmål, som Niels Falk og HD Lab har forsøgt at besvare i en hvidbog om blockchain, som netop er udgivet.
Mange forveksler blockchain med at være en valuta som bitcoins, men blockchain er i sin enkelthed en form for database med nogle stramme spilleregler.
- Det er en "blok", man fylder op med data, som automatisk bliver forsynet med tidsstempel. Samtidig er det en database, som mange kan tilgå, og hvor alle kan se, når der lægges data op, forklarede Niels Falk.
For byggebranchen kan det bruges som et styringsværktøj, som sikrer, at der er styr på alle detaljer i hvert et led i værdikæden.
Styr på salaten
I USA bruger man allerede blockchain-teknologien i den store indkøbscenterkæde Wallmart. Her stod kæden med et problem, når der blev fundet e-coli-bakterier i én bestemt type salat, og man var nødt til at fjerne salaten fra samtlige butikker, uden at kunne vide, om de var ramt. I Wallmart-størrelse betyder det, at millioner af kunder bliver berørt.
Ved at bruge blockchain med fokus på fødevaresikkerhed kan Wallmart nu spore salaterne helt tilbage til producenten, og dermed have styr på hvert et led i værdikæden og på den måde sikre, at det kun er de ramte salater, der tages ud.
- Førhen tog det et team af medarbejdere i Wallmart en uge, før de kunne spore, hvor salaten kom fra. Men med blockchain-teknologien tager det et par sekunder, fortalte Niels Falk.
Kan spore en sprinkler
På samme måde kan byggebranchen have gavn af at kunne spore hvert et led i en kompliceret værdikæde.
- Det ville betyde, at man kunne tage en sprinkler ud af loftet i et stort byggeri og finde detaljer om, hvor den kommer fra og hvem, der har sat den op, lød eksemplet fra Niels Falk.
Ifølge ham er der ikke bare én, men 56 forskellige anvendelsesmuligheder for byggebranchen.
Men han understreger dog, at det skal give mening at benytte systemet.
- Man kan lave alt på blockchain, men vi plejer at sige, at man skal spørge sig selv, om det vil blive bedre end i et Word-dokument, og hvis det kan det, så giver det mening, lød det fra Niels Falk.
Fokus på ting og ikke mennesker
Efter Niels Falks oplæg var der lagt op til en politisk debat. Dog var det kun repræsentanter fra henholdsvis Alternativet og SF, der var tilstede. Der blev talt om den transparens, det kunne give at bruge blockchain i byggeriet, om ansvar og også om rettigheder.
Rolf Bjerre fra Alternativet slog fast, at han ser stort potentiale i blockchain i byggeriet.
- Jeg ser det for mig, at man med den teknologi kan "samtykke" sig til gode beslutninger, lød det fra Rolf Bjerre med henvisning til den måde teknologien virker på, hvor alle bidrager til dataopsamling og godkender løbende.
Men han understregede også, at han håber, man vil have fokus på at bruge blockchain til at spore ting i værdikæderne og ikke for at dokumentere menneskers handlinger.
- Vi skal ikke have fokus på at tracke menneskerne, men på ting. Hvis vi tracker mennesker, kan vi komme til at trælbinde dem, sagde Rolf Bjerre.
Klimagevinst i overblik
SF's Rasmus Steenberger hæftede sig ved, at der også kan være en klimagevinst i brugen af blockchain.
- Jeg ser for mig, at det vil gøre cirkulært byggeri mere overskueligt, fordi man kan spore anvendte materialer og give et totalt overblik over, hvad man kan genbruge, lød det.
Begge er opstillet i Københavns Storkreds og de håber, at blockchain vil blive afprøvet i fremtidige byggerier snarest.
- Lad os prøve det i et pilotprojekt med den næste cykelbro, lød det fra Rasmus Steenberger.
Du kan finde hvidbogen om blockchain i byggeriet her.