Spot Solutions vil løfte byggeriet til nye højder
Produktiviteten i byggebranchen er en udfordring - en udfordring, som bliver italesat på en konference om "performance benchmarking".
På en konference under navnet: "Lifting Construction" vil Spot Solutions i partnerskab med Autodesk forsøge at hjælpe byggebranchen til at gøre noget ved produktiviteten.
Det foregår i London, England, 20. juni.
- Vores ambition med konferencen er, at deltagerne skal dele viden og få indsigt i, hvordan performance benchmarking kan bidrage til at øge produktiviteten for den enkelte virksomhed. Performance benchmarking er relevant for alle spillere i byggebranchen, fra bygherrer over arkitekter til ingeniører og entreprenører med flere, siger Morten Stilling, grundlægger og ejer af Spot Solutions.
Formålet med konferencen er at dele viden, og deltagelse er derfor gratis.
Talerlisten er sammensat med henblik på at give en bred vifte af relevante perspektiver indenfor datadrevet performance management generelt og performance benchmarking specifikt. Talerne repræsenterer blandt andet Autodesk, Strabag, Umdasch Group Ventures, Cadac Group, og Birmingham City University. De vil dele deres viden, erfaring og perspektiver på performance benchmarking.
- Det vil forhåbentlig inspirere deltagerne til at komme i gang med at arbejde systematisk og strategisk med performance benchmarking for at forbedre produktiviteten i fremtidige byggeprojekter, siger Morten Stilling.
Sammenlign performance på tværs af projekter
Byggebranchen har nemlig et produktivitetsproblem, men det er der råd for.
- En metode til at adressere produktivitetsproblemet på er systematisk arbejde med performance benchmarking, siger Morten Stilling.
Der genereres og opsamles store mængder data i byggebranchen, for eksempel tids- og omkostningsdata i ERP-systemer, kontrakter og change requests i BIM-systemer, og kvalitets- og sikkerhedssager i QHSE-systemer. Nogle virksomheder opsamler og bruger data mere systematisk end andre.
Med performance benchmarking sammenholder man den viden, man har opnået gennem dataindsamling og dataanalyse for de enkelte byggeprojekter, så man kan sammenligne performance på tværs af projekterne. Det betyder, at man kan holde projekter op mod hinanden og se hvilke projekter, der har klaret sig bedst og dårligst, og hvilke metoder og processer, der fungerer effektivt og ineffektivt. Og ikke mindst kan man bruge indsigterne på tværs af industrien til at sammenligne sin egen performance med resten af byggebranchens performance, igen med henblik på at lære best practices.
På den måde genererer performance benchmarking indsigter og driver performance forbedringer, der giver bedre projekter med mindre spild og mere profit. Både til gavn for den enkelte virksomhed og til gavn for industrien som helhed.
Find mere om konferencen her.