Verdensrekord i prisuddeling og janteloven på vej ud
Erhverv | Af Louise Gregersen |
Prisuddelingen Årets Håndværker blev afholdt i Cirkusbygningen onsdag aften. For ottende gang skubber showet til succes i håndværksbranchen, mener stifterne.
- Det er en verdensrekord, vi er vidne til. Vi holder et awardshow over to dage, og det er vist ikke set før.
Sådan startede Peter Birkelund, medstifter af anmeldhåndværker.dk da han præsenterede awardshowet Årets Håndværker 2019 onsdag i Cirkusbygningen i København.
For showet løber i år over to dage, fordi der ikke er plads til alle deltagere på én gang. Det var ikke til at forudse, da det første prisuddelingsshow løb af stablen i Forum i 2012 under lidt andre forhold.
- Dengang foregik det på en europalle og var kun i sin tilblivelse, fortæller medstifter Mads Teissøe.
Fra dårlige historier til succes
En blanding af kendisser og sponsorer fra branchen uddelte priserne og roste håndværkerne for deres troværdighed og flittige arbejde hver dag.
Onsdag var over 700 mennesker samlet for at kåre de bedste af de bedste efter kundernes valg.
Med underholdning i form af både letpåklædte damer, rock'n'roll, sang og akrobatik var der ikke tvivl om, at showet er eksploderet i sin udvikling siden det første show i 2012.
Arrangørerne bag awardshowet, mændene bag anmeldhåndværker.dk, havde en drøm om at hjælpe med at skabe et bedre ry om håndværksbranchen, da de i sin tid tog initiativ til showet.
- Det startede egentlig, fordi der ofte blev talt ned til håndværkerne, og pressen flød over med de dårlige historier, siger Mads Teissøe, medstifter af anmeldhåndværker.dk.
Skubber på en bølge
Med arrangementer som Skills på Danmarks- og verdensplan, er der da også rykket til opfattelsen af branchen.
- Den opmærksomhed, der er om prisuddelingen, siger os noget om, at janteloven er på vej ud. Den er der stadig, men det går den rette vej, siger Mads Teissøe.
I bund og grund handler Årets Håndværker om at skubbe på, at folk får succes.
- Her er folk samlet, der har succes, som kan tænde en ild hos andre og få andre til at skabe succes. Vi vil gerne være med til at animere denne her succes, og det er den bølge, vi føler, vi skubber til nu, siger Mads Teissøe.
Prisen betyder alt
Og priserne, der bliver uddelt, gør en stor forskel. Det fortæller en af vinderne, Årets Gulvmand med under fem ansatte, Flex Gulvservice, som har vundet prisen fire gange.
- Det betyder alt for os. Det er en pris, hvor ærlighed spiller ind og hvor man belønner folk for deres indsats. Vi hører ofte, at kunderne kender os for det gode ry, siger Lars Hendriksen, indehaver af Flex Gulvservice i Ølstykke.
I alt bliver 45 priser uddelt i 27 fagkategorier. Prisuddelingen finder sted igen torsdag aften, hvor vinderne i resten af kategorierne offentliggøres.