Aarhus klar til Building Green for tredje gang
Mere end 70 udstillere står klar til at vise deres bæredygtige produkter frem i næste uge under Building Green Aarhus, mens en lang række spændende aktiviteter inspirerer til fremtidens byggeri.
Det er tredje gang, at eventen finder sted i Aarhus, og arrangørerne lover et brag af en bæredygtighedsfest. Mange har allerede tilmeldt sig, og branchen vil være stærkt repræsenteret med arkitekter, bygningskonstruktører, ingeniører, entreprenører, bygherrer og repræsentanter på tværs af en lang række kommuner.
- Vi ser meget frem til at lade startskuddet lyde til endnu en afholdelse i Aarhus. Programmet er spækket med interessante talere, debatter og aktiviteter, der kan være med til at sætte fart i den grønne omstilling i byggebranchen, og vi har samlet et felt af spændende udstillere med planer om at få gode dialoger med de mange deltagere, fortæller Ditte Rosenquist, projektleder for Building Green.
Programmet er spækket med interessante talere, debatter og aktiviteter, der kan være med til at sætte fart i den grønne omstilling i byggebranchen ...
Projektleder Ditte Rosenquist
Building Green
Aarhus i rampelyset
Lokationen skinner igennem i programmet, og nogle af byggebranchens toneangivende aktører vil facilitere en række forskellige aktiviteter om fremtidens bæredygtige byggeri i Aarhus.
Byen er inde i en rivende udvikling og byudviklingen kører i højeste gear med en lang række spektakulære projekter, der skyder op af jorden og gør byen både højere og tættere. Derfor har Aarhus Kommune arrangeret en debat om byfortætning og højhusbyggeri i Aarhus. Realdania sætter også Aarhus i fokus med en debat, hvor de diskuterer indeklimaet i byens skoler og debatterer, hvordan indeklimaet i skolerne kan forbedres.
Byvandringer i Sydhavnskvarteret
Inspirationen rykker ud i Aarhus by, når GoGreenWithAarhus inviterer på en byvandring i Sydhavnskvarteret, der går for at være både nyt, gammelt, lånt og blåt og kun ligger få meter fra Centralværkstedet.
GoGreenWithAarhus har sammensat et tour-team med indgående kendskab til Aarhus, der viser nogle af de mange eksempler på bæredygtige byudviklingsløsninger og giver et indblik i mange af de udfordringer og muligheder, som byudviklingen af Sydhavnskvarteret rummer.