CG Jensen med ny rekordomsætning
Erhverv | Af Torben Jastram |
Omsætningen øget med mere end 260 millioner, men bundlinjen fulgte ikke helt med hos entreprenøren, som dog for fjerde år i træk kunne levere en overskudsgrad på mere end seks procent.
Toplinjen nåede i 2018 nye højder hos CG Jensen. Omsætningen steg fra 1,38 milliarder i 2017 til ny rekord på 1,64 milliarder kroner i seneste regnskabsår. Og selvom resultatet før skat i samme periode dykkede fra 110 til 100 millioner kroner, så kan koncernledelsen se tilbage på en solid overskudsgrad på 6,3 procent. Det er fjerde år i træk, overskudsgraden havner på mere end seks procent.
Med til den historie hører endda, at CG Jensen tilbage i april ved en fest tildelte de dengang 599 medarbejdere et gratiale på hver 10.000 kroner i anledning af selskabets 10 års jubilæum.
At belønne vores medarbejdere med en bonus og en stor fest har muligvis kostet os en smule på overskudsgraden, men det er til gengæld tjent mange gange ind igen i form af arbejdsglæde ...
Adm. direktør, Michael S. Larsen
CG Jensen
- At belønne vores medarbejdere med en bonus og en stor fest har muligvis kostet os en smule på overskudsgraden, men det er til gengæld tjent mange gange ind igen i form af arbejdsglæde, og vi gør det gerne igen ved næste milepæl. Når det går godt, er det fællesskabet, der sejrer - og fællesskabet, der skal betænkes, siger adm. direktør, Michael S. Larsen.
Fornuftig fremtid
CG Jensen har på to år løftet omsætningen med mere end 50 procent.
- Det er et super stærkt resultat. CG Jensen er mere velpolstret end nogensinde med en egenkapital på over 250 millioner kroner samt en soliditet på lige over 40 procent. Og med en ordrebeholdning på over to milliarder ser fremtiden yderst fornuftig ud, siger adm. direktør, Michael S. Larsen.
Han peger på CG Jensens velfungerende egenproduktion og byggestyring samt evne til internt samarbejde, når han skal forklare den udvikling og position, firmaet har opnået i dag.
Virksomheden har kontorer i Glostrup, Odense og Harlev ved Århus.