NCC sælger kontorprojekt til 335 millioner kroner
NCC sælger kontorprojektet, som er hovedkontor for konsulentvirksomheden EY i København, til den tyske ejendomsinvestor Deka Immobilien for cirka 335 millioner kroner.
Projektet Flintholm II er beliggende på Frederiksberg, hvor NCC har udviklet og nu opfører det nye hovedkontor for konsulentvirksomheden EY.
- Vi har udviklet et unikt hovedkontorprojekt ved Flintholm i tæt samarbejde med vores lejer, EY, som flytter ind i deres nye, flotte domicil senere i år. Det glæder os, at Deka Immobilien har valgt at købe dette projekt, som er beliggende i et spændende udviklingsområde i København, siger Ole Faurby, administrerende direktør for NCC Property Development i Danmark.
Deka Immobilien er aktivforvalter for en tysk fond, der erhverver projektet til en pris på cirka 335 millioner kroner. Ved salget er kontorprojektet fuldt udlejet. Salget forventes at få en positiv indvirkning på indtjeningen for forretningsområdet NCC Property Development i fjerde kvartal 2019.
Projektet forventes at stå klar i november 2019.