Hovedstaden står med en akut byggeudfordring for børnene
Politik | Af Louise Gregersen |
Københavns stadige vækst i befolkningstallet kræver nybyg, og her og nu bør kommunen tage ansvar og vise vejen, mener den nye stadsarkitekt.
København vil få 100.000 nye borgere frem mod 2030.
Det er i hvert fald formodningen hos kommunen, og den nyudnævnte stadsarkitekt Camilla Van Deurs anerkender spådommen. Hun har tidligere fortalt Dagens Byggeri, hvad hun håber at kunne beskæftige sig med i sin nye stilling, men hun har også et par formodninger om, hvor hun kommer til at lægge hovedparten af sin energi. Hun mener, at det især bliver en udfordring at finde plads til de mindste i byrummet i den voksende hovedstad.
Vi kommer især til at beskæftige os med at lave plads til børnene.
Stadsarkitekt Camilla Van Deurs
Københavns Kommune
- Vi kommer især til at beskæftige os med at lave plads til børnene. Vi skal bygge cirka en skole om året og en masse institutioner, siger hun til Dagens Byggeri og understreger, at kommunen i den forbindelse bør prioritere bæredygtigt byggeri.
- Som bygherre kan vi jo stille rigtig gode krav til os selv om eksempelvis at bygge cirkulært og miljørigtigt. Det er noget af det, jeg håber at komme til at beskæftige mig meget med, altså hvordan vi tager det ansvar på os som bygherre og viser vejen på det område, siger hun.
Kunstig ø er ingen kunst
Pladsproblemer i skolerne er ikke Københavns eneste udfordring. Pladsen er også trang i byrummet, hvor den bebudede løsning Lynetteholmen har lange udsigter. Det til trods bliver planen bakket helhjertet af Camilla Van Deurs, som henleder læserens opmærksomhed på en anden kunstig ø i byen med megen succes.
- Se på Islands Brygge. Det var også en kunstig ø engang, men i dag kan man ikke forestille sig et København uden, siger hun og uddyber.
- En af fordelene ved Bryggen er, at man i sin tid formåede at bygge et robust kvarter med nogle gode arbejderboliger. Det har længe været kendt som et område, der var til at komme i nærheden af prismæssigt, så det kan man måske tage med, når man påbegynder byggeriet af det nye område på Lynetteholmen. Nemlig at man sikrer billige boliger i den nye del af byen, siger hun.
Klimaet er vigtigere
Forslaget om konstruktionen af Lynetteholmen er vedtaget af Københavns Borgerrepræsentation. Sidste udfordring, som stadsarkitekten peger på, bliver, at man husker at løse flere af Københavns udfordringer med anlæggelsen af den nye ø.
- Jeg er ikke så bekymret for lige denne ekspansion af København i forhold til samtiden. Ikke hvis vi lykkes med at indarbejde klimasikring og meget andet, siger hun.