Rejsegilde på Trøjborg-byggeri
Byggeri | Af Torben Jastram |
Et projekt med 177 boliger på Trøjborgvej i det nordlige Aarhus er nået til en milepæl.
På Raundahl & Moesby byggeplads på Trøjborgvej i Aarhus kunne mandskab og maskiner fredag holde en velfortjent pause i arbejdet, da man fejrede rejsegilde.
Traditionen tro var der både taler og pølsevogn i det flotte vintervejr.
Byggeriet bliver i tre til seks etager og kommer til at indeholde 177 lejligheder, og det kommer til at omfatte både private og almene boliger i størrelser fra 27 til 106 kvadratmeter. Alle p-pladser placeres i et underjordisk p-anlæg på ca. 3.200 kvadratmeter.
I forbindelse med byggeriet etableres en ny central bypark til glæde for Trøjborgs eksisterende og kommende beboere.
Byggeriet afleveres til bygherre til august.