Man træder ind i grå skyer på den nye journalisthøjskole
Byggeri | Af Mathias Hansen |
Det skal være som at træde ind i en hvid sky på den nye journalisthøjskole. Dagens Byggeri var med, da der blev holdt rejsegilde.
"Hurra, hurra, hurra!"
Både Lisbeth Knudsen, formand for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, samt Jørgen Lang, direktør i Byggeforskningens Ejendomsselskab, sluttede deres tale af med det udråbsord, der minder allermest om glæde. Den ene for den journalistiske fremtid - den anden for bygningen.
Tirsdag var der rejsegilde på den nye Journalisthøjskole, der skal stå klar i foråret 2020. Glæden fra talerstolen var også at finde i de cirka 200 fremmødte, der i gråvejret skulle se, hvordan deres fremtidige uddannelsesinstitution eller arbejdsplads skulle se ud.
Skolen har ikke taget brutalistiske stil med fra den nuværende bygning, der i de studerendes munde bare bliver kaldt for "Bunkeren". En skarpt tegnet bygning med facader og vægge af glatstøbt beton. I stedet er bygningen blevet gjort lys, luftig og inviterende. Det siger Anna Kathrine Bisgaard Sørensen, der er arkitekt hos Arkitema og kreativ leder på processen.
- Den nuværende skole er på mange områder meget inspirerende. Især den nuværende skoles vandrehal er speciel, og den idé har vi forsøgt at bevare i atriet, hvor der kommer til at være et centralt fordelingsrum op igennem midten, så alt bliver bundet sammen til det, vi kalder en vertikal vandrehal, siger Anna Kathrine Bisgaard Sørensen.
Skyen
Lisbeth Knudsen startede ud med sin tale. Hun gav svaret på, hvorfor man holder et rejsegilde. Det er enten for at fejre bygningen eller for at holde de onde ånder væk.
Men hun glemte måske, at de onde ånder formentlig hygger sig nede i det varme helvede, og så har de ikke en chance for at besøge skolen. Hele grundtanken bag arkitekturen er, at man skal inviteres ind i et læringslandskab, hvor man kommer op i den øverste, åbne del, der kaldes for "Skyen", som rummer undervisningslokaler og kontorfaciliteter.
- Det er både en mental og fysisk idé. Det skal inspirere journalisterne til, at de skal have benene solidt plantet på jorden, men også, at de skal lære at manøvrere i den sky af information, der er uden for. Den glidende overgang skal gøre, at de kan fornemme den verden, de skriver om, siger Anna Kathrine Bisgaard Sørensen.
Tirsdag var de skyer dog grå uden for, og indvendigt var alt endnu råhus og beton. Og da lysanlægget pludselig væltede, blev farven endnu mere signifikant.
Offentlige muligheder
- Og for at blive i terminologien, er der allerede blevet lavet en del strikes i forbindelse med den her bygning, siger Jørgen Lang i sin tale.
Det vækker latter. Tidligere var der en bowlingbane på byggegrunden.
Direktøren vil have publikum til at lukke øjnene og mærke, hvordan bygningen kommer til at emme af liv, når håndværkere og plastic bliver udskiftet med studerende og bøger.
- DMJX (Danmarks Medie- og Journalisthøjskole red.) ønskede, at det blev gjort åbent og synligt. Der skal være offentlig adgang igennem atriet, og mediecentret, hvor de unge skal studere inden for tv- og radioproduktion et centralt element, der også er synligt udefra. Alt får et løft og skal binde campusstrøget sammen med studiemiljøet, siger Anna Kathrine Bisgaard Sørensen.
Forskningsfondens Ejendomsselskab bliver bygherre på det nye byggeri, hvor Danmarks Medie- og Journalisthøjskole lejer sig ind. Domicilet har en økonomisk ramme på 130 millioner kroner.