10 danske byggerier er nomineret til europæisk arkitekturpris
Arkitektur | Af Thøger Raun |
Tirsdag blev de sidste nominerede til Mies van der Rohe-prisen afsløret. Det danske bidrag er stort.
C.F. Møller, BIG, Arkitema og Olafur Eliasson er bare nogle af de nominerede arkitekter, som er i spil til den prestigefyldte europæiske arktitekturpris; Mies van der Rohe-prisen.
I det hele taget er Danmark som land flot repræsenteret i det store felt med 10 byggerier, som er placeret på tværs af hele landet. Lige fra Tirpitz-museet i Varde til Besøgscentret ved Hammershus på Bornholm.
Sammenligner vi os med det øvrige Norden - hvad vi godt kan lide, når det er til vores fordel - kommer Danmark på en førsteplads foran Island med tre nominerede, Sverige med syv og Norge og Finland med ni hver.
Mies van der Rohe-prisen bliver kun uddelt hver andet år. De nu 383 nominerede bliver nu skåret ned til lige præcis 40 projekter i midten af januar. Vil man se den samlede liste over de nominerede projekter, kan den findes her.