Københavnske boliger får stor makeover for 400 millioner kroner
2700 boliger i udsatte boligområder er blevet valgt igennem en ansøgningsproces.
I de kommende år vil der blive investeret næsten 400 millioner kroner i københavnske boliger, der i dag enten mangler toilet, bad eller har støjgener fra biler og veje. Det skriver Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune i en pressemeddelelse.
I alt er der cirka 22.000 boliger uden bad eller toilet, mens 141.000 boliger belastes af støj. Derfor besluttede Borgerrepræsentationen torsdag, at cirka 2700 boliger skal have støtte til renovering.
- København skal være en by for alle, og ikke kun dem, der har råd. Når så mange borgere mangler helt basale nødvendigheder som toilet og bad, er det på tide, at vi som politikere handler. Det gør vi nu, og det skal vi blive ved med, indtil hele København når et acceptabelt niveau, siger teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL).
Københavns Kommune og staten støtter tilsammen renovering af boligerne med 133 millioner kroner. Derudover vil bygningsejerne selv investere 262 millioner kroner i arbejdet. De 2700 boliger ligger i 57 ejendomme, som er blevet udvalgt gennem en ansøgningsproces, hvor kommunen har prioriteret ejendomme i udsatte boligområder.
- Vi hverken kan eller skal acceptere, at københavnerne bor i usunde eller utidssvarende boliger, og det giver god mening at prioritere indsatsen i vores udsatte byområder, som i forvejen trækkes med en række af udfordringer. Forhåbentlig kan et løft af boligerne være med til at løfte værdien af beboernes hverdag, siger Ninna Hedeager Olsen.
Støtten er fordelt over det meste af byen med indsatser i Valby, Indre by, Nørrebro, Nordvest, Bispebjerg, Amager, Sydhavnen, Vesterbro og Østerbro.