Ny mand i front for gigantisk bygherre
Erhverv | Af Thøger Raun |
Forgængeren satte et solidt aftryk på den danske bygningsmasse. Nu har Martin Vang Hansen overtaget tøjlerne i ejendomsdelen af danskeres pensionskæmpe ATP.
Direktør i ATP Ejendomme Michael Nielsen har valgt at fratræde sin stilling. Han afløses af ATP Ejendommes finansdirektør Martin Vang Hansen. Det skriver selskabet i en pressemeddelelse.
Beslutningen er truffet for at give plads til nye kræfter i forhold til den transformation, som ATP's fondsdirektør Kasper Ahrndt Lorenzen har igangsat.
Efter næsten 17 år er tiden inde til vagtskifte i ATP Ejendomme.
Michael Nielsen, afgående direktør
- Efter næsten 17 år er tiden inde til vagtskifte i ATP Ejendomme. Jeg har haft en fantastisk tid i ATP. Det gør mig stolt at tænke på alt det, vi har opnået sammen, men det er selvfølgelig også med vemod, at jeg nu slipper rorpinden og siger farvel til de fantastiske kolleger i ATP Ejendomme. Alt det bedste til min efterfølger, udtaler Michael Nielsen.
Markant aftryk
Michael Nielsen er respekteret og kendt i den danske ejendomsbranche. Han har været en af drivkræfterne bag en række af ATP's store internationale ejendomsinvesteringer samt markante investeringer i Danmark som eksempelvis Ørsteds hovedkontor, FN-Byen og Axel Towers. Ejendomme, der i dag står som markante vartegn i København. Fra ATP's fondsdirektør lyder der stor ros til Michael Nielsen:
- Michael Nielsen har gjort et fantastisk stykke arbejde i ATP Ejendomme. Han har udviklet ejendomsporteføljen til i dag at udgøre cirka 50 milliarder kroner og skabt flotte afkast til gavn for danske pensionister, siger Kasper Ahrndt Lorenzen, der glæder sig over, at Michael Nielsen har indvilget i fortsat at stille sin viden og erfaring til rådighed for ATP. I præcist hvilken rolle er endnu ikke fastlagt.
Overdragelse frem til årsskiftet
Med dagens udmelding overtager Martin Vang Hansen direktørposten i ATP Ejendomme. Om den nye direktør for ATP Ejendomme lyder det fra Kasper Ahrndt Lorenzen:
- Martin er en dygtig leder med de rette værdier, og han evner at motivere og mobilisere mennesker. Jeg er sikker på, at han og de nu næsten 100 medarbejdere i ATP-ejendomme vil sikre den langsigtede værdiskabelse.
Direktørskiftet sker fra dags dato, og Michael Nielsen vil overdrage sine opgaver frem til årsskiftet.