Fremtidens Forstad skal bygges på fællesskab
Arkitektur | Af Mathias Hansen |
Vandkunsten og Holscher Nordberg skal fremover gøre Årslev/Sønder Nærå til en bæredygtig forstad til Odense med sammenhængskraft i centrum.
- Engagementet i den her by er fantastisk. Der er flere mennesker her, end der var til de borgermøder, vi holdt om Operaen i København i sin tid, siger Jan Christiansen og kigger ud over Polymeren i den fynske by Årslev. Den bemærkning medfører latter.
Jan Christiansen er medlem af dommerkomitéen i en af aftenens to arkitektkonkurrencer, der hver især er et nyt kapitel i byens historie. Den bliver nemlig slået sammen med nabobyen Sønder Nærå til en ny Odense-forstad. Inden 2030 skal 1200 nye borgere bosætte sig i de to byer. Derfor har Faaborg-Midtfyn Kommune afholdt to arkitektkonkurrencer om at tegne den nye, samlende bymidte samt en bæredygtig bydel.
- Det har været en stor drivkraft for os at skabe en ny type af fællesskaber. Vi har også haft det mål, at der skulle skabes særlige overgange fra by til land.
Arkitekt Marie Hildebrand Frederiksen
Vandkunsten
Holscher Nordberg vandt bymidten, mens Vandkunsten vandt bydelen.
Bringer minderne tilbage til herregårdene
Arrangementet blev afholdt i byens sociale mødested Polymeren. En tidligere skosålefabrik, hvor borgerne selv har skabt indholdet. Veteranbiler har fået deres eget lokale, gamerklubben har fået et andet. Iværksætteri og nytænkning er en stor del af byen.
Netop nytænkning ser man også tydeligt i Vandkunstens nye bydel. Her ligger boliger i landskabet, og i stedet for at bygge tæt, har man samlet husene i klynger, så naturen kan komme ind. En klynge har fire, fem eller seks bygninger i sig, mens der er et centrum i midten.
- Det har været en stor drivkraft for os at skabe en ny type af fællesskaber. Vi har også haft det mål, at der skulle skabes særlige overgange fra by til land. Når vi bygger lidt tættere, frigiver vi noget land. Alle vejene i klyngen peger ud mod det åbne landskab, så når man befinder på pladsen, kan man altid se ud på landskabet, siger Marie Hildebrand Frederiksen, der er arkitekt på projektet hos Vandkunsten.
Bydelen har fået sin inspiration fra de fynske herregårde, og klyngerne samler sig rundt om et torv, hvor alle kan være. Samtidig er klimaet og især regnvandet tænkt ind i projektet fra start.
- Gårdmidterne er sænkede, mens bebyggelserne er let hævede. Alt det vand, der så ikke kan håndteres her, løber ud til en grøft, der er rundt om. Når der ikke er meget vand, vil det så bare være en særlig type beplantning i et vådere område, der afgør den grænse, siger Marie Hildebrand Frederiksen.
Tæt urbanisering
Efter præsentationen af prisvinderne kunne de mange besøgende tage et glas cider eller et lille bid kransekage, mens de inspicerede projekterne nærmere. Der hang plancher overalt i salen, mens arkitekterne også stod til rådighed for de mange fynboer.
Mange af dem var interesserede i forholdet mellem de to byer. Holscher Nordbergs tegninger skal skabe den nye bymidte mellem de to byer, som skal være stærkt urbaniseret. Og for at sikre, at den nye bydel ikke løber med al æren, kommer der også til at være et mødested ved den bro, der deler ny og gammel. Den får navnet Portalen.
- Vi har arbejdet rigtig meget med at skabe nye måder, hvorpå man kan skabe fællesskaber på forstadens og de mindre byers processer. Det kommer til udtryk ved, at vi prøver at samle mange aktiviteter på et forholdsvis lille sted, siger Mikkel Nordberg, der er partner i Holscher Nordberg.
Han hentyder til den del af det nye byggeri, der kaldes for Platformen. Det er den aktivitetsskabende bymidte, der i virkeligheden skal være et udendørs pendant til Polymeren.
- Når man laver sådan en konkurrence om nogle flotte og fine byrum, bliver de ikke særlig flotte og fine, hvis ikke de bliver brugt på den rigtige måde. Derfor har det været vigtigt for os at finde ud af, hvordan Årslev virker på dens helt særlige måde, og hvad det er for et byrum, der virker for den, siger Mikkel Nordberg.