Boligfonden Kuben går på jagt efter grønne talenter
På Building Green vil man for første gang kunne møde Boligfonden Kuben, som vil fange unge med grønne byggeidéer.
- Building Green er blevet byggebranchens bæredygtige samlingspunkt, så det er naturligt for os at indgå et partnerskab med Building Green og støtte det gode initiativ. Samtidig er Building Green en enestående chance for at komme i dialog med de unge iværksættere, der brænder for at udvikle byggeriet i en mere grøn retning, lyder det fra bestyrelsesformand i Boligfonden Kuben, Karen Mosbech.
Derfor har Boligfonden Kuben valgt at stille med deres egen stand med til Building Green for første gang nogensinde. Ideen er, at håbefulde talenter kan kigge forbi og blive klogere på fondens arbejde og muligheder for at få støtte til grønne byggeidéer. Denne offensive strategi ligger i tråd med fondens overordnede ønske om at være så tilgængelig og transparent som mulig.
Det er vores erfaring, at mange gode idéer bliver tabt på gulvet, fordi det bliver for svært og omstændeligt at forvandle idé til virkelighed.
Bestyrelsesformand Karen Mosbech
Boligfonden Kuben
- Vi vil gerne gøre det let for byggeriets talenter at søge vores fond. Derfor stiller vi op på Building Green og møder dem ansigt til ansigt. På fondens stand kan de blive klogere på vores arbejde for at fremme nytænkning, bæredygtighed og godt håndværk indenfor byggeriet og få info om, hvordan de søger vores særlige iværksætterlegat Spirekassen, siger Karen Mosbech.
Støtte og sparring
Spirekassen er et legat på 25.000 kroner, som Boligfonden Kuben har stiftet for at fremme nytænkning indenfor byggeriet. Legatet er designet, så det er let at søge, da det er fondens erfaring at selve ansøgningsproceduren kan være en barriere for, om iværksætterne får søgt eller ej.
- Det er vores erfaring, at mange gode idéer bliver tabt på gulvet, fordi det bliver for svært og omstændeligt at forvandle idé til virkelighed. Derfor har vi stiftet Spirekassen, så talenterne kan få det lille skub fremad, der kan hjælpe din idé udover rampen. Udover legatet tilbyder vi en særlig mentorordning, som legatmodtagerne kan deltage i. Her kan de få sparring på deres forretningsidé fra erfarne mennesker indenfor branchen. Det giver adgang til en verden af viden, du sjældent har adgang til som ung iværksætter, siger Karen Mosbech.
Man kan møde Boligfonden Kuben på Building Green i Forum 31. oktober og 1. november.