Mangor og Nagel er med på Frederiksbro
Byggeriet af Hillerøds nye bydel, Frederiksbro, igangsættes. Blandt andet med Mangor og Nagel i folden.
M. Goldschmidt koncernen igangsætter netop nu byggeriet af Hillerøds nye bydel, Frederiksbro. Helhedsplanen, som rummer 1.300 boliger, når alle etaper er færdigbyggede, er tegnet af arkitektfirmaet Mangor & Nagel.
Byggeriet forbinder med det centrale parkområde, Bøllemosens, natur til bebyggelsen og skaber derved nye muligheder for den voksende købstad Hillerød.
Det skriver Mangor og Nagel i en pressemeddelelse.
Hillerøds nye bydel, Frederiksbro, er bygget ud fra tanken om, at det skal være muligt at leve der hele livet. Man bygger derfor meget forskellige boliger, som tilgodeser forskellige generationers behov.
Projektets vision er formuleret af bygherren M. Goldschmidt, som aktivt har deltaget i udviklingen af tankerne bag byplanen, landskabet, arkitekturen og byggeriet af de første faser i den ny bydel, som er tegnet af arkitektfirmaet Mangor & Nagel.
- Frederiksbro skal være en bydel, man som beboer kan bo i hele livet, fordi projektet indeholder boliger og faciliteter til studerende, børnefamilier og seniorborgere. Noget som blandt andet er muligt på grund af den store divergens i lejlighedernes størrelse og type, siger Jan Moxness projektchef i Mangor & Nagel.
I den grønne kile, vil der foruden Svanesøen blive anlagt kajanlæg, lege-, sports- og aktivitetspladser til beboerne og Hillerøds borgere.Første etape af byggeriet påbegyndes i oktober 2018 og består af 429 boliger, som er indflytningsklar i foråret 2020.