Forsinkelsesbassin
- Mærke:EXPO-NET
Hvad er et forsinkelsesbassin?
Et forsinkelsesbassin er et bassin, som bygges i forbindelse med store regnvandsafledninger. Formålet er at forsinke regnvandet, således at man pr. tidsenhed enten leder en mindre mængde vand ud i recipienten, eller at man får mulighed for at fortsætte med en mindre ledningsdimension.
Opbygning:
Forsinkelsesbassiner kan bygges som åbne eller lukkede bassiner. Hvis der er tale om åbne bassiner, udføres de normalt som jordbassiner, således at de bliver integrerede i landskabet. Disse jordbassiner kan være projekteret som tomme jordbassiner, dvs. at der først kommer vand i dem, når det regner. Forsinkelsesbassinet kan også være udført som et åbent bassin, hvor der står blivende vand. Ser man tilbage i historien, er lukkede forsinkelsesbassiner som regel udført i jernbeton. Udviklingen har imidlertid bevirket, at det i dag ofte er billigere at udføre disse bassiner med plast-elementer.
Anvendelse:
• Hvor regnvandsledninger fra nye udstykninger skal tilsluttes et eksisterende kloakanlæg med utilstrækkelig kapacitet til bortledning af regnvand under spidsbelastninger.
• Ved udjævning af belastningsvariationer på ledningsnet og recipienter.
• Ved nyanlæg, hvor der ønskes mindre ledningsdimensioner generelt, og hvor magasinfunktionen kan varetages af et forsinkelsesanlæg.
• Som indskudt bærelag og biologisk filter i åbne, vandfyldte forsinkelsesbassiner for at fremme biologisk omsætning af urenheder i vandet.
Dimensionering:
Dimensionering af forsinkelsesbassiner gennemføres under hensyn til lokale forhold og fysiske rammer for placering i henhold til anvendt viden om teknisk hygiejne, spildevandsteknik og anlægsteknik. Når kravet til forsinkelsesbassinets volumen er fundet, anvendes BIO-BLOK® elementets volumen på 0,152 m3 som enhed, der divideres op i værdien af det ønskede vandvolumen, hvorefter antallet af nødvendige BIO-BLOK® elementer kendes. Herefter bestemmes forsinkelsesbassinets geometri, højde, bredde og længde, således at det ønskede vandvolumen passer med et antal hele elementer.