Renovering kan være lige så miljørigtigt som nybyggeri
Byggeri | Af Dan Bjerring |
To forskere fra Statens Byggeforskningsinstitut påviser, at det ikke altid er bedre for miljøet at bygge nyt.
Det er svært at finde folk i byggesektoren, der ikke er enige i, at skal der bygges nyt, skal det være miljørigtigt.
Men nu viser en undersøgelse fra Statens Byggeforskningsinstitut, at renovering af bygninger kan være mindst lige så miljørigtigt som nybyggeri. SBi-forskere har beregnet de forventede miljømæssige konsekvenser af en større bygningsrenovering, og her betyder genbrug af materialer, at renoveringen er langt mere miljømæssigt fordelagtig end tilsvarende nybyggeri.
- Energimæssigt er renoveringen mindst lige så miljøvenlig som nybyggeri, lyder konklusionen.
Livscyklus
Rådgiver Freja Nygaard Rasmussen og seniorforsker Harpa Birgisdottir fra SBi har lavet en såkaldt "livscyklusvurdering" (LCA), af en større bygningsrenovering.
Med metoden har de beregnet den forventede samlede miljøpåvirkning ved renoveringsindgrebet og resten af bygningens levetid.
Det omfatter blandt andet, hvor meget CO2 der udledes, når materialer afinstalleres og bortskaffes, når nye materialer skal produceres og installeres, og hvad der forventes af ressourceforbrug i driften.
Mindre behov for nye materialer
Det viser sig, at de beregnede miljøpåvirkninger af energiforbruget til driften af den renoverede bygning er fuldt ud på højde med det, der forventes af nybyggede etageboliger af 2010-standard, set over en 50-års periode.
Ser man på ressourceforbruget i forbindelse materialerne, som omfatter både fremstilling af materialerne, transport og installering, er der desuden langt mindre miljømæssige påvirkninger ved bygningsrenoveringen - helt ned til hvad der svarer til en femtedel af den forventede miljøpåvirkning ved nybyggeri.
Det skyldes primært, at en lang række af de eksisterende konstruktioner genbruges i den renoverede bygning, og der i mindre grad er behov for at fremskaffe nye materialer.
Får noget foræret
- Miljømæssigt kan man få en del foræret i renoveringer, hvis mange af materialerne bliver genbrugt. I de tilfælde kan renovering være mindst lige så miljørigtigt som nybyggeri - måske endda langt bedre. I andre tilfælde, hvis for eksempel bærende konstruktioner skal udskiftes, vil billedet dog se anderledes ud, siger Freja Nygaard Rasmussen.
Det er især nye materialer, der koster i miljøregnskabet. Det skyldes, at der er et stort ressourceforbrug forbundet med udvinding af råstoffer, fremstilling af byggevarer, transport, montering m.v.
- Der er stort fokus på miljømæssig bæredygtighed i nybyggeriet, men vi skal også huske, at renoveringer af eksisterende byggeri udgør en stor andel af branchens samlede aktivitet og dermed er et vigtigt indsatsområde for en miljømæssigt bæredygtig udvikling af byggebranchen, siger Freja Nygaard Rasmussen.
Løse ender
Hun understreger over for Dagens Byggeri, at der er mange løse ender endnu, og at det er det, der nu med rapporten tages fat på.
- Vi samarbejder derfor med Teknologisk Institut omkring en branchevejledning til, hvordan man udarbejder LCA på renoveringsprojekter. Der mangler fælles retningslinier, siger hun.