Projekt skal isolere ældre huse
Byggeri | Af Niels Johan Juel Jensen |
Aalborg Universitet står i spidsen for nyt EU-projekt, der skal gøre europæerne bedre til at isolere deres boliger.
Rundt om i Europa står et hav af ældre boliger, som ikke er isoleret efter tidens standarder. Og det er dyrt. Faktisk så dyrt, at 40 procent af den energi, der bruges i Europa, bruges til opvarmning og køling af boliger.
Det er bestemt ikke tal, der passer ind i EU's klimamål. Det skal et nyt EU-projekt til en værdi af 37 millioner kroner nu gøre noget ved. Ideen med projektet er nemlig at gøre europæerne bedre til at isolere bygninger og dermed bruge mindre energi til opvarmning/køling af boligen og på den måde bidrage mindre til den globale opvarmning.
Seniorforsker Ernst Jan de Place Hansen fra Statens Byggeforskningsinstitut (SBi), en del af Aalborg Universitet, er udnævnt til leder af det fem år lange projekt, kaldet RIBuild, som handler om indvendig isolering af historiske bygninger, forstået som alle bygninger af sten bygget før 1945.
- Nyere bygninger er bedre varmeisoleret end historiske bygninger, så der er meget at hente ved at efterisolere historiske bygninger, og mange bliver da også efterisoleret. Ofte skaber efterisoleringen imidlertid andre problemer som eksempelvis fugtskader, da vi i dag ikke har tilstrækkelig viden om, hvordan vi bedst efterisolerer ældre bygninger. Den viden får vi gennem de forsøg (i laboratorier, i virkeligheden og som computermodellering), som vi i projektet kommer til at gennemføre sammen med vore ni partnere fra alle dele af Europa, siger Ernst Jan de Place Hansen i en pressemeddelelse.
Bevarer bygningens særpræg
Det er i øvrigt ikke tilfældigt, at partnere kommer fra alle dele af Europa. Da det er et EU-projekt, skal arbejdet gerne komme alle medlemslande til gode, og med bred deltagelse bliver der mulighed for at tage højde for alle klimatiske forhold og for de forskellige byggeskikke rundt om i Europa.
RIBuild handler imidlertid udelukkende om indvendig isolering.
- Det skyldes, at historiske bygninger/huse, om det så er et slot eller en murermestervilla, har et særpræg, der vil gå tabt ved udvendig isolering. Ved at foretage en indvendig isolering kan man bevare bygningens særpræg, og med de retningslinjer/værktøjer, som bliver resultatet af projektet, vil man have større chance for at kunne vurdere, om isoleringen giver andre skader på huset, eksempelvis fugtskader, og om det overhovedet vil kunne betale sig at isolere. Om vores anbefalinger betyder, at flere historiske bygninger end i dag vil blive efterisoleret er for tidligt at sige, men jeg er i hvert fald sikker på, at der vil opstå færre skader som følge af isoleringen, siger Ernst Jan de Place Hansen.
En fjer i hatten
Projektet er støttet af EU-programmet Horizon 2020, og at projektet blev udvalgt tager SBi og Aalborg Universitet som en fjer i hatten. SBi har skrevet størsteparten af ansøgningen, men har i forløbet fået værdifuld sparring fra AAU's Fundraising & Projektledelseskontor, som har assisteret med budgetlægning og udformning af ansøgningen, så den opfylder alle formelle krav.
Ikke mindre end 33 projekter havde søgt om støtte, men kun AAU's projekt RIBuild bliver nu realiseret takket være ansøgningen, der blev betegnet som intet mindre end "excellent" fra EU's side. Projektet er endvidere et af de første projekter med en dansk koordinator finansieret af Horizon 2020. Der er forventet projektstart 1. januar 2015.