Building Green: Arkitektstjerner på den grønne løber
Byggeri | Af Torben Jastram |
Næste måneds Building Green samler en stjerneparade af toneangivende internationale arkitekter på talerstolen.
Mere end 85 pct. af udstillerstandene på fagmessen Building Green er nu booket, og det netop offentliggjorte konference- og seminarieprogram byder på en række internationale profiler, der i løbet af de to messedage indtager talerstolen for at dele deres visioner for og erfaringer om bæredygtigt byggeri.
Blandt hovedtalerne er således Ellen van Loon, der som partner i Rem Koolhaas? tegnestue OMA bl.a. har stået i spidsen for opførelsen af Casa da Musica i Porto (2005), som i 2007 blev hædret med RIBA-prisen, ligesom hun i 2003 forestod opførelsen af den hollandske ambassade i Berlin, der vandt EU's Mies van der Rohe-pris i 2005.
Hun vil på messen tale om de udfordringer og muligheder, der opstår i mødet mellem arkitektur og bæredygtighed.
Mellem pragmatisme og utopi
En anden af årets hovedtalere er arkitekt og seniorrådgiver DaeWha Kang fra Zaha Hadid Architects, som bl.a. har undervist i arkitektur på amerikanske universiteter såsom Yale og Columbia, og derudover har siddet i redaktionen på Yale Architectural Journal, der udgør ét af arkitektfagets mest anerkendte fagtidsskrifter.
Desuden er tegnestuen BIG med Bjarke Ingels i spidsen repræsenteret ved partner Jakob Lange. Han vil under overskriften "BIG Ideas" tale om de potentialer, der ligger i at udvide byggeriets ressourcebevidsthed, fra velkendte strategier såsom upcycling til nyere idéer om leasing, sharing og urban mining.
- Vi tror på nødvendigheden af, at arkitekturen bevæger sig ind på nye uudforskede felter for at håndtere nutidens udfordringer. Ved at ramme ned i det frugtbare overlap mellem pragmatisme og utopi kan vi som arkitekter bidrage til at ændre planetens overflade i en bedre retning, som samtidig matcher de krav og udfordringer, nutidens måder at leve på stiller, forklarer Jakob Lange.