Mere liv til Aarhus Ø
Arkitektur | Af Torben Jastram |
Aarhusborgmester Jacob Bundsgaard og arkitekt Bjarke Ingels fra BIG præsenterede mandag en udviklingsplan for området Bassin 7 på Aarhus' nye havnefront.
Maritime kolonihaver, strand, teater og snoede gadeforløb er nogle af de elementer, der skal gøre området ved Bassin 7 på Aarhus Ø til hele byens nye oplevelsessted.
Det blev afsløret mandag, hvor en helt ny udviklingsplan for området blev præsenteret.
Samarbejdet om udviklingsplanen er i sig selv nytænkende for udviklingen af havnefronten i Aarhus. Der er nemlig tale om et samarbejde mellem Aarhus Kommune og et privat team bestående af blandt andet BIG og Gehl Architects.
Optimale rammer
Borgmesteren er begejstret for, at så store kapaciteter har sat deres viden fra internationale byudviklingsprojekter i spil i samarbejde med lokale aktører, som kan indgå i realiseringen af planerne.
- I planen er bylivsaktiviteterne blevet tænkt først, så de er placeret optimalt i forhold til vind, sol mv. og ligger samlet ud mod det attraktive havnebassin. På den baggrund er de resterende byggefelter til beboelse mv. så formet og tilpasset. Dét skaber optimale rammer for bylivet på Aarhus Ø, mener han.
Det er også planen at etablere en række maritime kolonihaver med små badehuse, så andre end beboerne kan få deres daglige gang i området og dermed ejerskab til aktiviteterne og den fortsatte udvikling efter samme princip som de allerede eksisterende nyttehaver i Ø-haven.
Robust plan
Rune Kilden har som lokal byudvikler deltaget i processen som en del af det private team. Han er særligt begejstret for, at udviklingsplanen tager afsæt i konkrete planer og aktører, som ønsker at indgå i realiseringen af projekterne:
- Strategien for bylivet går ganske enkelt på, at byens kultur-, restaurations- og idrætsliv skal være med til at drive byudviklingen, hvilket vi allerede har rigtig gode erfaringer med fra Strandbaren på Aarhus Ø. Og så er planen så robust, at den også kan optage nye aktører og aktiviteter, efterhånden som krav og anvendelser forandrer sig, forklarer Rune Kilden.
Havnebad centralt
Bassin 7 er også det område, hvor der skal etableres et havnebad, som er doneret af Salling Fondene. Det kommende havnebad er tiltænkt en meget central placering i udviklingen af området, så havnebadet og de andre aktiviteter i området i høj grad flyder sammen og kommer til at udgøre en samlet promenade af spændende oplevelser. Sti fra havnebad til FTL havnen + kolonihaverne
Der bliver nu en proces, hvor planen mere detaljeret bliver præsenteret for en række interessenter på dialogmøder, hvorefter udviklingsplanen senere på året skal godkendes af byrådet i Aarhus med henblik på udbud og salg af byggeretter til bolig og erhverv i området.