Nørreport ombygget uden tilladelse
Byggeri | Af Niels Johan Juel Jensen |
Københavns Kommune glemte at få dispensation til at ombygge ved Nørreport Station.
Når man som myndighed har ansvaret for at give byggetilladelse, er det oplagt, man til egne byggeprojekter har styr på sagerne. Derfor forekommer det mildest talt komisk, at Københavns Kommune tilsyneladende har glemt at give sig selv den fornødne tilladelse til et byggeri over Nørreport Station. Det er i hvert fald hvad Ekstrabladet kan berette i dag.
Byggeriet, som er budgetteret til godt 100 millioner kroner, ligger lige op og ned ad flere fortidsminder som Rosenborg Slot, Botanisk Have, Jarmers Tårn og Ørstedsparken. Som mange byggesagkyndige er klar over, kræver sådanne omgivelser en dispensation, inden byggeriet påbegyndes. Det havde Københavns Kommune bare glemt.
Kommunen har valgt at løse problemet ved at give sig selv den nødvendige dispensation - og så samtidigt lovliggøre den del af byggeriet, som er opført uden tilladelsen. Der er dog lige et enkelt lille problem. Loven foreskriver, at man først må igangsætte byggeriet en måned efter, at dispensationen er givet. Det vil sige, at byggeriet ifølge loven skal sættes på standby i en måned.