20.000 studieboliger ønskes
Politik | Af Redaktionen |
Der er pres på boligmarkedet i de store byer, og med de 64.397 nyoptagne studerende er der behov for cirka 20.000 studieboliger, viser beregninger fra Dansk Byggeri.
Byggetempoet i universitetsbyerne har svært ved at følge med i samme hastighed, som borgerne flytter til byerne i øjeblikket. Og i kraft af at den generelle tilstrømning til byerne er stor i disse år, er der allerede stor efterspørgsel på de billige boliger i byen, inden de studerende overhovedet kommer til fadet.
Nye beregninger fra Dansk Byggeri viser, at studieoptaget alene skaber en efterspørgsel på cirka 20.000 boliger.
- Selvom de 17-25 årige ofte bor to personer i hver bolig, og at ikke alle behøver at flytte for at studere, skaber det et rigtigt stort pres på de billigste boliger i byerne, for de studerende er på forhånd afskåret fra store dele af boligmarkedet, fordi de simpelthen ikke har råd, siger Maria Schougaard Berntsen, økonomisk konsulent i Dansk Byggeri.
Priserne på ejerlejligheder stiger især i byerne, hvilket igen i dag dokumenteres af Danmarks Statistik, og mange studerende har ikke økonomi til at købe egen bolig.
Samlet set er der ifølge Dansk Byggeris beregninger behov for 130.000 flere boliger frem mod 2020 på grund af øget tilflytning til byerne, øget befolkningstilvækst og flere ældre. Hertil kommer den almindelige nedslidning af de nuværende bygninger, der også kræver nybyggeri.
Også flere singler
- Der er behov for, at kommunerne kigger godt på, hvem der flytter til, og hvem der flytter fra kommunen og sikrer sig, at der er boliger til alle. Samtidig skal man holde øje med strømninger i samfundet, som for at flere bor alene. Det understreger igen vigtigheden af billige boliger i byerne til at supplere eksempelvis kollegieboliger, forklarer Maria Schougaard Berntsen.