87 boliger i Ølstykke Rådhus
Arkitektur | Af Torben Jastram |
Ølstykke almennyttige Boligselskab har købt det nuværende Ølstykke Rådhus, hvor der skal bygges 87 nye boliger til familier og seniorer.
Lyse boliger med altaner og små haver skal erstatte Ølstykke Rådhus, der først i juli blev solgt til Ølstykke almennyttige Boligselskab.
Egedal Kommune udvalgte boligselskabet til at bygge boliger på rådhusgrunden efter en nøje vurdering af indkomne tilbud.
To til fire værelser
Vinderprojektet, der er udarbejdet af DAB i samarbejde med DOMUS arkitekter, landskabsarkitektfirmaet Kragh & Berglund og rådgivende ingeniørfirma Oluf Jørgensen A/S, opfylder alle kravene i udbudsmaterialet, og byggeriet havde de bedste arkitektoniske kvaliteter.
- Vi vil gerne tiltrække flere borgere til Ølstykke By for at understøtte forretningslivet, og med dette forslag til nye boliger er vi sikre på, at det kan blive til virkelighed, siger borgmester i Egedal Kommune, Willy Eliasen.
Der vil blive bygget 87 i alt, primært to- og treværelses boliger, samt nogle på fire værelser. Ud af de 87 boliger vil 15 boliger indgå i et seniorbofællesskab.
Bebyggelsen bliver en lavenergibebyggelse, hvor der vil være fokus på at genanvendelse og lokal nedsivning af regnvand.
Klar om tre år
Husene kommer til at ligge i et stort fælles grønt område med træer, buske og græs, og regnvand vil blive opsamlet og løbe ned gennem det skrånede terræn, hvor det vil danne en lille dam i den laveste ende af området.
Gennemgående stier vil skabe gode rammer for det sociale liv mellem husene og åbne bebyggelsen mod omgivelserne, så det rekreative område bliver tilgængeligt for alle.
De første beboere forventes at flytte ind efterår 2017.