Team Domus skal rekordrenovere
Byggeri | Af Torben Jastram |
"Grønby Strand"-renoveringen beløber sig til tre-fire milliarder kroner. Vinderteamet netop udpeget.
Team Domus består af Domus arkitekter, BCVA, Kragh & Berglund samt Moe. Firkløveret blev i weekenden udpeget som vindere af et rekordstort renoveringsprojekt i Brøndby Strand Parkerne, "Grønby Strand".
Parkerne huser 8.000 beboere i knap3.000 boliger fordelt på 300.000 kvadratmeter og er dermed et af landets største boligområder. Det er bygget omkring 1970 er trænger derfor til en gennemgribende renovering.
Højt niveau
Ifølge dommerkomitéen er vinderforslaget især valgt på grund af det meget høje niveau på alle dele af besvarelsen:
- Det spænder fra den stærke idé med sammenfletning mellem by og landskab over den fine indlevede arkitektoniske behandling af det rumligt velproportionerede stræde for svage trafikanter til nye velproportionerede pladser og udfoldning af specielt højhusenes arkitektoniske potentiale, lyder det fra komiteen.
Bæredygtige tanker
Man ønsker at bevare det ikonsiek udtryk, men samtidig er bæredygtighed et gennemgribende tema for bygherren. Det er nemlig en ambition at området med tiden kan opnå DGNB certificering og om muligt blive en af de første bæredygtige bydele i landet. Vinderforslaget har derfor implementeret en række forslag, der skal imødekomme denne ambition.
Parkerne består af 12 højhuse, 65 mindre etageblokke, en stribe rækkehusblokke og en håndfuld centerbygninger. Den samlede byggesum forventes at lande mellem tre og fire milliarder kroner.