Bedre bygningsdrift starter på taget
Byggeri | Af Anders Melchiorsen |
Tagpapleverandør oplever interesse for energivenlige tagløsninger på ejendomsmesse.
Ejendomsmessen i Bella Center er godt i gang og der står højaktuelle temaer som totaløkonomi, energioptimering og bæredygtighed på programmet.
Tagpapleverandøren Eurotag Danmark mærker tydeligt denne interesse, og Peter Kranz, der er administrerende direktør hos tagpapleverandøren, glæder sig derfor over en velbesøgt messestand. Han tolker interessen som et udtryk for, at sund økonomi og miljøhensyn er i høj kurs i branchen.
Som producenter er vi nødt til at skubbe byggeriet i en retning, hvor materialerne tænkes ind i et totaløkonomisk perspektiv, der tager højde for hele bygningens levetid.
Peter Kranz - administrerende direktør, Eurotag Danmark
- Vi oplever en overvældende interesse for materialer, der sikrer en sund totaløkonomi, reducerer bygningers energiforbrug og har en lang levetid. Det er alt sammen områder, som stadig flere i byggeriet får øjnene op for - og det er områder, hvor vi er langt fremme i skoene, siger han og fortsætter:
- Som producenter er vi nødt til at vise vejen og skubbe byggeriet i en retning, hvor materialerne tænkes ind i et totaløkonomisk perspektiv, der tager højde for hele bygningens levetid. Det er derfor afgørende, at produktudviklingen tager afsæt i en helhedstænkning, som sikrer, at både byggeprocessen og ikke mindst den efterfølgende drift og vedligeholdelse er så fornuftig en investering som muligt. Det er blandt andet denne agenda, som står højt på vores dagsorden, og som vi glæder os til at dele med de besøgende de kommende dage.
Eurotag Danmark fremviser en bred vifte af energi- og CO2-reducerende tagmembraner på messen. Og at der er noget at hente her, er Peter Kranz ikke i tvivl om:
- Kvalitetsmaterialer skal kunne mere end at reducere det miljømæssige fodaftryk, give plus i det grønne regnskab og sikre komforten for bygningens brugere. Derfor er materialernes performance, hvad angår holdbarhed og krav, afgørende. Og med ca. tre årtiers erfaring i ryggen kan vi levere løsninger, der sikrer mindre vedligeholdelses- og driftsomkostninger, og som holder i mere end 40 år, siger han.