Totalentreprise til Toveshøj
Byggeri | Af Anders Melchiorsen |
MT Højgaard og Kjaer & Richter A/S er udpeget til renovering og kvartersdannelse i Toveshøj.
Brabrand Boligforening har valgt, hvem der skal være totalentreprenør kvartersdannelse og renovering af Gellerup - Toveshøj i Brabrand.
Det bliver MT Højgaard A/S sammen med underrådgiverne Kjaer & Richter A/S som arkitekter og MTH Design og Engineering, der skal tage sig af opgaven. Det nye kvarter får plads til nye boligformer, butikker og cafeer. Det skriver Brabrand boligforening i en pressemeddelelse.
Projektet viser et overbevisende bud på, hvordan man kan skabe ét samlet kvarter i den vestlige del af Toveshøj, der ligger ud til Bazarpladsen.
Keld Laursen - direktør i Brabrand Boligforening
Totalentreprisen omfatter projektering og renovering af boligblok A17 på Edwin Rahrs Vej 18-26 i Toveshøj, samt udbud af byggeretter med mulighed for udvikling af projekt. Bedømmelsesudvalget roser vinderforslaget for de arkitektoniske løsninger - både æstetisk og formmæssigt.
- Projektet viser et overbevisende bud på, hvordan man kan skabe ét samlet kvarter i den vestlige del af Toveshøj, der ligger ud til Bazarpladsen, siger Keld Laursen, direktør i Brabrand Boligforening og medlem af bedømmelsesudvalget.
Kommende nybyggeri
Totalentreprenøren skal stå for det forberedende arbejde med at udbyde byggeretter til to byggefelter. Til det ene byggefelt, der ligger imellem A17 og naboblokken A18, er foreslået en boligbebyggelse med 3 U-formede bygningskroppe, der vil skabe opholds og bevægelsesrum.
Det andet byggefelt ligger langs Edwin Rahrs Vej, hvor vinderforslaget foreslår en såkaldt facadebebyggelse, der vil give et godt uderum mellem A17 og den nye bebyggelse.
Med en lav 3-4 etagers randbebyggelse og de 3 U-formede bebyggelser mellem blokkene foreslår vinderprojektet, at der skabes en ny helhed, hvor det er udearealerne og mellemrummene, der sammen med boligernes facader, bliver det tydelige i det nye boligområde.
Butikker og caféer
Den nye bydel begynder i 2018 at tegne sig med flere markante projekter. Overfor A17 vil Aarhus Kommunes nye administrationsbygning til Teknik og Miljø forvaltningen med plads til 1000 ansatte stå færdigt inden for et år. I januar er arbejdet på et nyt kollegium med 352 ungdomsboliger igangsat. Sport og Kultur campus med blandt andet verdensbad, bevægelseshus, bibliotek og beboerhus bliver løbende færdig i løbet af de næste år. Allerede i år kan beboere i Gellerupparken og Toveshøj glæde sig over en ny bypark på størrelse med 27 fodboldbaner.
Brabrand Boligforening forventer at indgå kontrakt med vinderteamet omkring 1. maj.