Vækstplan kostede lidt på bundlinjen
Erhverv | Af Torben Jastram |
Rekordomsætning hos STB Byg afspejlede sig ikke på bundlinjen hos STB Byg, for langsigtede investeringer smitter først af på et senere tidspunkt.
Omsætningen hos STB Byg voksede med cirka 50 millioner kroner i regnskabsåret 2017 i forhold til året før. Omsætningen landede på 405,9 millioner kroner.
Til gengæld måtte STB Byg inkassere en mindre tilbagegang på bundlinjen, idet resutatet før skal endte på 17,1 millioner kroner mod 20,3 millioner kroner.
- Der er flere årsager til, at vi ikke har kunnet fastholde stigningstakten i indtjeningen i 2017. Ultimo 2016 lagde vi en strategiplan med retning mod 2020. Det er en vækstplan, som vi følger, og som har krævet nogle langsigtede investeringer. Derudover er vi godt på vej til at manifestere os som en betydende og professionel landsdækkende byggevirksomhed med en stadig stigende omsætning, og den omstillingsproces giver selvfølgelig nogle udfordringer. Vi har derfor valgt at se en stor del af den manglende indtjening som en slags etableringsomkostninger på blandt andet Sjælland, hvor vi har vundet mange licitationer de sidste par år. Når det er sagt, er det fremadrettet helt væsentligt, at vi formår at drage læring af vores erfaringer og om nødvendigt korrigere kursen, forklarer adm. direktør Jens Winther, STB Byg.
Høj ordrebeholdning
Målet for 2018 er budgetteret til 500 millioner kroner med et resultat på mindst fem procent. Et ikke helt urealistisk scenarie for ordrebogen bugner med bestillinger for hele 675 millioner kroner, hvoraf de 450 millioner udfaktureres i 2018.
En stor del af virksomhedens hidtidige omsætning stammer fra det offentlige og offentligt støttede segment, hvilket indtil nu har været en god strategi, da netop offentlige investeringer fastholdt de sorte tal på bundlinjen hos STB Byg under krisen. Nu er tiden en anden og for at kunne indfri firmaets vækstambitioner, har ledelsen også rettet blikket mod privat- og erhvervssegmentet:
- V har taget initiativ til en række forskellige tiltag, som gør os langt mere kvalificerede til opgaver i dette segment, og det har allerede båret frugt. Vi har blandt andet opført et nyt domicil for DSV, et udviklingsprojekt med luksuslejligheder på Pottemagergrunden i Næstved og vi er lige nu i gang med nogle meget spændende ejerboliger på Musicon grunden i Roskilde. Seneste tiltag er Kongens Punkt i Fredericia, hvor vi i samarbejde med Boligkontoret Fredericia bygger en kombination af almene boliger og ejerlejligheder, fortæller Jens Winther. Han arbejder sammen med den øvrige ledelse frem mod, at STB BYGs evne og kompetence til at håndtere totalentrepriser og udviklingsprojekter fremadrettet bliver fordelt 50/50 på offentlige og privat/erhverv byggerier.