Arkitektgruppen har haft endnu et godt år
Erhverv | Af Emil Filtenborg |
En omsætning på næsten 850 millioner og et overskud på godt 76 millioner - Arkitektgruppen kan kigge på 2017 med tilfredshed.
Arkitektgruppens ledelse er tilfreds med resultatet af årsregnskabet for 2017, der viser, at koncernen kommer ud af året med et overskud på 75,8 millioner kroner før skat og en omsætning på 847,7 millioner kroner.
- Resultatet viser, at vi på økonomien har mere end realiseret de forventninger, som vi havde ved årets begyndelse. Det er positivt og viser styrken i både vores forretningsmodel og vores medarbejderstab. Vores dedikerede ansatte har leveret, så vi har afleveret byggerier til aftalt pris og kvalitet, siger administrerende direktør Robin Feddern.
Det skriver Arkitektgruppen i en pressemeddelelse.
Arkitektgruppen har for nuværende mere end 1000 boliger i produktion og en betydelig pipeline på nye projekter. Flere af projekterne har særligt fokus på bæredygtighed.
- Det er rigtig glædeligt, at vi i 2017 også har nået de mere værdimæssige målsætninger, vi har haft. Eksempelvis om at skabe flere bæredygtige byggerier, hvor vores indsats spiller på flere forskellige strenge. Et af vores nuværende byggerier, Greensquare Garden, er allerede præcertificeret til DGNB Guld, vi har DGNB-certificeret flere af vores medarbejdere, siger Robin Feddern.
Til stede i Aarhus
Arkitektgruppen har netop etableret en ny afdeling i Aarhus og er nu til stede med kontorer i både Odense, København og Aarhus. Kontoret er placeret centralt i Aarhus City Tower, og Arkitektgruppen ser frem til at udvikle mere i Aarhus og Østjylland:
- Østjylland er ikke fremmed for os. Vi har udviklet mange projekter i blandt andet Aalborg, Aarhus, Fredericia og senest i Horsens, hvor vi bygger på Horsens Havn. Aarhus' ejendomsmarked er på flere måder lige så interessant som Københavns og byder på mange spændende udviklingsmuligheder, som vi glæder os til at komme i gang med. Derfor har vi valgt at være til stede her også, fortæller Robin Feddern.
- Med de mange kommende projekter ser vi ind i en spændende og udfordrende tid. Men det vigtigste for os er at skabe kvalitetsbyggerier med tilfredse brugere og beboere. Den ambition fastholder vi både nu og langsigtet, slutter han.