Vandret skyskraber åbner i 2019
Arkitektur | Af Torben Jastram |
Ejendomskoncernen CapitaLand står bag en 300 meter bred horisontal bygning - 250 meter over jorden.
CANNES: Det er ikke kun de danske arkitektvirksomheder, som i disse dage har travlt med at promovere deres projekter på Mipim-messen i Cannes. På messen fremvises spændende, nyskabende og til tider ekstravagante projekter.
Et af dem ekommer fra det Singapore-baserede ejendomsfirma CapitaLand, der er i gang med et spændende projekt i den kinesiske by Chongqing, hvor man opfører projektet Raffles City.
På tværs mellem fire tårne etableres 'The Conservatory' - en 300 meter lang, 22 meter høj og 30 meter bred let kurvet bygning, som bliver en slags horisontal skyskraber.
- Vi bruger nogle af verdens mest avancerede byggeteknologier, fortæller CapitaLands CEO, Lim Ming Yan.
'The Conservatory' får blandt andet et opservationsdæk med grønne haver - sky gardens.
Raffles City Chongqing er designet af arkitekten Moshe Safdie, som er inspireret af regionens tusindårige vandvejs-transportkultur.
Raffles City Chongqing råder over et 9,2 hektar stort areal, der samler et indkøbscenter på 230.000 kvadratmeter 160.000 kvadratmeter kontorer, 1.400 boliglejligheder, hoteller og anden leisure.
Byggeriet startede i 2012, og det åbner for offentligheden næste år.